0 kommentarer

Du forsvinder af Christian Jungersen

af d. 5. april 2013
Info
 
Sideantal

465

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12149-0

 

På biblioteket var jeg nr. 54 i køen til “Du forsvinder” af Christian Jungersen. Det siger noget om, hvor populær bogen er. En bog må lånes i 1 måned, så det kunne tage over 2 år, inden det blev min tur i køen.

Heldigvis er “Du forsvinder” en så god bog, at man sluger den fra første side – og læserne i køen før mig har været flinke til at aflevere bogen inden udlånsfristens udløb – så jeg fik den længe før forventet.

“Du forsvinder” er en uhyggelig, barsk og hjerteskærende roman om en ganske almindelig familie bestående af far, mor og teenagesøn, hvis verden synker i grus, da faderen får konstateret en hjernesvulst.

Moderen Mia og sønnen Niklas har gennem de seneste par år glædet sig over, at manden Frederik, der er en succesrig skoleleder er blevet mere rolig, kommer tidligere hjem fra arbejde og spontant gør noget for at glæde familien. Mia fornemmer også, at han er holdt op med at have elskerinder. Så langt, så godt.

Hvad hun ikke ved, er at denne ændring skyldes en hjernesvulst, der snigende vokser i Frederiks hoved. En dag bliver svulsten så tilpas stor, at den trykker på de forkerte steder i hjernen og Fredrik kører under en ferie vanvidskørsel med sin rædselsslagne kone og søn som passagerer. Han brager ind i en klippevæg og mirakuløst overlever de alle sammen. På sygehuset bliver det konstateret, at Frederiks opførsel skyldes en stor hjernesvulst – og et mareridt starter for den lille familie.

Frederik vil ikke erkende han er syg, han mister indlevelsesevne og empati og bliver mere og mere egoistisk og opfører sig som en uvorn teenager. Samtidig viser det sig, at han har kørt sin skole i økonomisk ruin. Mia søger ind i en selvhjælpsgruppe for familiemedlemmer til hjerneskadede og finder her ikke blot forståelse men også en elsker.

Bogen er intelligent krydret med videnskabelige artikler om f.eks. hjernesvulster og med dagligdags artikler og billeder – billeder der står i stærk kontrast til det forfald, som romanen beskriver.

Kan en person med en personlighedsforstyrrelse stilles til ansvar for det han gør? Skal man elske den han var engang, eller skal man erkende, at den man er gift med er blevet en anden. Og kan man elske nogen med en personlighedsforstyrrelse uden at vide, hvem manden egentlig er?

Romanen er skrevet i jeg-form – det er Mia, der fortæller, og den er holdt i et troværdigt sprog og giver uhyggeligt stof til eftertanke.

”Som alle pårørende til hjerneskadede ved, er det ikke det første chok, der er det sværeste. Det svære kommer, når adrenalinen trækker sig tilbage, og man skal begive sig ned ad den uendelige grå gang af nedslående hverdage, der ser ud til at blive resten af ens liv”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter