0 kommentarer

Du forsvinder af Christian Jungersen

af d. 28. maj 2012
Info
 
Sideantal

465

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12149-0

 

“Undtagelsen” var heldigvis ikke en undtagelse. I sin nyeste bog demonstrerer Christian Jungersen, at han er en af vores mest talentfulde forfattere. Manden skriver simpelt hen misundelsesværdig godt.

“Du forsvinder” griber dig fra første sætning. Lige dér, hvor det gør mest ondt. På vej i bil ned ad et bjerg på Mallorca begynder Mias fantastiske mand, Frederik, den karismatiske skoleleder, kærlige far og dejlige husbond, at køre fuldstændig sindssygt. Han racer af sted i vild fart, undlader bevidst at bruge bremsen, så bilen er ved at pløje et hold cykelryttere ned. De ender med at køre lige ind i en mur. Frederik stiger ud af bilen og besvimer. På hospitalet får Mia diagnosen: Din mand har en hjernesvulst.

“Det du især må være forberedt på, er at din mand mister al indlevelse i dig og hvordan du har det,” fortsætter lægen. “Han får sværere ved at hæmme sine mere primitive impulser, han kan få pludselige raserianfald og vil benægte enhver tanke om at han er syg. Det er de mest typiske symptomer ved belastning af hjernens orbifrontale område.”

Den hast, hvormed en lille, lykkelig familie kan falde fuldstændigt fra hinanden, er frygtindgydende. Den højt begavede Frederik forvandles til en forvokset teenager, der veksler mellem ukontrollerede raseri- og grådanfald, når han da ikke bare smider sig på sofaen og ser hjernedødt tv. Al empati er væk, alle de rige evner er fortid. Mia, jeg-fortælleren, må rædselsslagen erkende, at hun bor sammen med et fremmed menneske, alt imens hun kæmper for at holde sammen på stumperne. At hun heller ikke selv altid opfører sig lige rationelt, er nok en medvirkende årsag til, at sønnen Niklas også flipper ud.

Rundt omkring dem på den stille parcelhusvej i Farum blomstrer normaliteten – grumt illustreret af fotos af huse, veje, e-mails, bogopslag og avisudklip, som er så gennemsnitsdanske, at det skriger til himlen. Afstanden mellem hverdagsliv og frådende kaos er … f centimeter lang og vokser i hovedet på Frederik.

Kan det blive værre? Sagtens. Skeletterne vælter ud skabet: Ikke alene har Frederik været Mia utro flere gange, han har også bedraget sin skole for millioner af kroner. Familien er ruineret, de ender på forsiden af sladderbladene, og vennerne falder fra hurtigere, end du kan nå at udtale ordene “manglende impulskontrol”.

Uhyre raffineret formår Jungersen at så tvivl om sin hovedpersons tanker og handlinger, efterhånden som begivenhederne tager fart. Rummer Mia løsningen på Frederiks og familiens deroute, eller er hun i realiteten en del af problemet? For nok er det Frederik, der er syg, men hvem er det, der forsvinder fra hvem?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter