De Gyldne Laurbær
0 kommentarer

Dronningeofret Af Hanne-Vibeke Holst

af d. 17. februar 2009
Info
 
Sideantal

660

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06835-1, 978-87-02-07307-2

 

Jeg er skuffet – igen – efter at have læst en Hanne-Vibeke Holst-bog. Og det er ikke, fordi Holst ikke kan finde på gode historier. For det kan hun. Det går over stok og sten, og man bliver skam fascineret af den spændende magtkamp, der udspiller sig i ‘Dronningeofret’, selvom bogen sagtens kunne have været barberet 200 sider ned.
Nej, jeg er skuffet over, at Holst atter demonstrerer, at hun er så elendig en forfatter. God til at finde på et plot, javist, men rigtig dårlig til at finde på personer og ikke ligefrem fabelagtig til at skrive. Og derfor har jeg igennem den murstenstykke bog spildt en masse tid på lade mig irritere og ærgre i stedet for at hengive mig til bogens spændingsmoment.

Allerede på bogens side 16 var jeg ved at stå af. Bogens statsminister Bording præsenteres som ‘bondedrengen med den strenge fader’. Lyder det bekendt?
Og sådan fortsætter det. Den ene velkendte person rulles frem efter den anden. Andre navne, men samme sind som dem, vi kender så godt fra Christiansborg. Og man tager sig i at sidde og gætte på, hvem der nu er hvem, så snart en ny person præsenteres, hvorved man periodisk taber interessen for bogens indhold.
Bogen er ikke en nøgleroman, så hvorfor i alverden skaber Holst ikke sine egne figurer i stedet for at karikere de virkelige?
Og der, hvor hun vitterlig selv finder på, tager hun et resolut dyk ned i reklamebranchens segment-inddeling – for eksempel som hos bogens Anitta, en overvægtig sur kvinde, tidligere omsorgssvigtet barn af sin unge grillbar-arbejdende mor, og nu netop hjemvendt fra campingferie, kørende i en Huyndai. Næh, hvor blev jeg overrasket, da Anitta afslørede sig som Dansk Folkeparti-vælger.
Og så fremdeles.

Dertil kommer, at Holst krydrer med det ene overvældende sproglige billede efter det andet og et væld af smartness-bemærkninger. Den gode regel ‘Don’t tell it – show it’ har Holst vist aldrig hørt om. I hvert fald er man som læser ikke i tvivl om, hvad man skal mene – hverken om bogens personer eller mere overordnet om dansk politik. Temmelig trættende.
Holst beklagede sig på et tidspunkt over, at hun aldrig var blevet prisbelønnet. For ‘Dronningeofret’ modtog hun dog Boghandlernes Gyldne Laurbær. Om de blev givet af medlidenhed, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert og vist er det: Hun havde ikke fortjent dem.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter