0 kommentarer

Dronningen af Saba og Kong Salomon af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

af d. 16. november 2015
Info
 
Sideantal

479

Udgivet

2015

ISBN

9788702172553

Udgave

1. udgave

 

Da “Dronningen af Saba og Kong Salomon” fandt vej ind ad brevsprækken, fandt jeg verdens gøremål betydningsløse; muligheden for fordybelse i en historisk roman opstod jo dér.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er ganske kendt for netop den historiske genre. Hun skrev til anmeldernes store ros dobbeltbindet om Hildegard von Bingen, der levede og åndede på en særlig måde i middelalderens Tyskland. Det er et værk, jeg selv har været opslugt af, og derfor var der høje forventninger til “Dronningen af Saba og Kong Salomon”.

Lad mig sige med det samme – de er blevet indfriet.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har en formidabel og fængende evne til at dykke ned i en for længst forsvunden periode og gøre den særdeles nærværende. I et lyrisk sprog får hun vitterligt malet miljøet og personerne frem på lærredet, så man som læser føler, at man er med i universet. Det er dette sprog, der skaber et vindue ind til personernes sindstilstande, hvorved en særlig dybde nås i fortællingen. Det er det, der fanger mig.
Denne roman trækker dig med tilbage til en tid, der ligger 3000 år tilbage, mod det sabeanske rige omkring det nuværende Yemen og Etiopien.

For så vidt arbejder Anne Lise Marstrand-Jørgensen med en myte. Myten fortæller, at dronning Saba og Kong Salomon af Israel ikke kunne stå for hinanden og i skjul fandt sammen. Myten fortæller videre, at Menelik blev resultatet af dette.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen bygger sindrigt op til denne undfangelse. Vi følger Makeda, som er krigerisk af natur, og derfor har hun svært ved som kvinde at lade lansen ligge. Hun forklæder sig som mand og drager ud på færd, egentlig søgende sin fraværende far, Mosi. Vejen er fyldt med farer. Hun stifter bekendtskab med Salomon – til sidst! Undervejs møder vi æggende scener; død og lemlestelse, konflikter og kærlighed.
Forholdet mellem dronningen af Saba og kong Salomon er ikke historisk bevist, men levendegjort er myten nu for alvor blevet i Marstrand-Jørgensens hænder.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter