0 kommentarer

Drømmenes land af Vidar Sundstøl

af d. 25. september 2010
Info
 
Genre
Sideantal

329

Udgivet

2010

ISBN

978-87-92523-10-5

Originaltitel

Drømmenes land (norsk)

 

I 2008 blev Vidar Sundstøls krimi “Drømmenes land” kåret som årets bedste krimi i Norge, og her er virkelig også tale om en velskrevet, spændende og utrolig interessant krimi, der udspiller sig ved Lake Superior i det nordlige Minnesota ved den canadiske grænse.

Lance Hansen er Law Enforcement Officer (eller som de lokale kalder ham “skovstrømer”) ved Lake Superior. Jobbet er temmelig fredeligt og begrænser sig som regel til at uddele bøder for ulovligt fiskeri. Men så bliver en ung norsk turist myrdet.

Da mordet er begået i føderalt territorium, overgår sagen til FBI, og de tilkalder den norske kriminalkommisær Eirik Nyland. Han skal bl.a. hjælpe med afhøringen af den afdødes kammerat og sørge for forbindelse med de norske myndigheder. For ham bliver det lidt af en oplevelse at komme til Tofte, hvis indbyggere for en stor dels vedkommende stammer fra skandinaviske indvandrere, som alle er helt vilde for at høre nyt fra “Det gamle land”.

Mens FBI og Eirik efterforsker, har Lance sin egen efterforskning i gang. Han er nemlig meget lokalhistorisk interesseret, og det slår ham som mærkværdigt, at mordet på den norske turist skulle være det første i området. Derfor begynder han at lede i de gamle arkiver, men det bringer en viden for dagen, som han ikke ved, hvordan han skal håndtere. Samtidig har han også opdaget en usandhed i sin brors forklaring til FBI, og nu er han i syv sind, om hvad han skal gøre i den forbindelse.

“Drømmenes land” er som sagt en rigtig god krimi med en fantastisk slutning, som lader mange ting stå åbne for fortolkning.

Vidar Sundstøl giver sig tid til at fortælle sin historie, så hvis man mest er til åndeløs spænding, er “Drømmenes land” nok ikke det mest oplagte valg. Men har man lyst til at lade sig opsluge af en velfortalt historie, som foregår i et af de mest fantastiske naturområder i verden, og hvor krimi-intrigen i ligeså høj grad handler om det psykologiske aspekt, og trækker tråde til både fortid og nutid, så bliver det ikke meget bedre end “Drømmenes land”.

“Drømmenes land” er i øvrigt første del af en serie med Lance Hansen i hovedrollen, og anden del skulle komme på dansk i 2011 med titlen “De døde”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter