0 kommentarer

Drømme om Danmark af Jes Stein Pedersen

af d. 29. september 2013
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

248

Udgivet

1997

ISBN

87-557-2114-1

 

Tænk, hvis statsministeren gik på fjernsyn umiddelbart før et folketingsvalg med forslaget om, at danskerne skulle spare på ressourcerne og levestandarden, fordi klodens energiressourcer ikke længere rakte til vor luksus – af den grund at en milliard mennesker i Asien nu også ville have del i den samme luksus.
Men statsministeren vil jo gerne vælges igen, så han tier.

Afdøde forfatter og filosof Villy Sørensen, der stoppede med at spise kylling, da han så et indslag fra en kyllingefarm i tv, har udtrykt problematiseringen således: »Hvis man tog konsekvensen af sin viden om den måde, vores mad produceres på, ville man ikke have anden mulighed end som særling at gå ud ad landevejen og bryde med samfundet«.

Filmkonsulent og børnebogsforfatter Thomas Winding hæfter sig ved, at mennesket sover i en eller anden forstand. Når det engang imellem får sig et chok, vågner det og ser de samme ting, som det førhen syntes var på en bestemt måde, men som nu pludselig viser sig ser fra en helt anden vinkel.

Skuespilleren og instruktøren Lars Kaalund fortsætter: »Det kan godt være, at der er en elite, som beskæftiger sig med åndelige spørgsmål, men i danskernes hverdag synes jeg virkelig, at åndløsheden er ekstremt fremtrædende«.

27-årige Julie Nord fra København fortæller om sin midlertidige tjans som hjemmehjælper, hvor det slog hende, hvor mange af de gamle mennesker, ensomme mennesker, virkelig ensomme, der var rasende på de fremmede. Kun få spurgte: Hvorfor kommer min familie ikke noget mere?

Alt ovenstående virker måske som usammenhængende brudstykker, men efter endt læsning kommer »Drømme om Danmark« til at fremstå som et af de mest helstøbte værker om Danmark i 1990erne. De 60 meget forskellige danskere beretter om alt det, der har betydning for deres liv, om deres tilværelse i 1990ernes dynamiske og hårde, danske stammesamfund.

Kulturredaktør Jes Stein Pedersen indkredser i bogen de kulturelle og mentale jordskred i kølvandet på arbejds- og klassesamfundets forvandling i fem essays, mens en halv snes journalister interviewer en mangfoldighed af danske stemmer: Departementschefen lige efter den autonome, drabsmanden, præsten, tillidsmanden, Preben Wilhjelm, Kim Vilfort, Inge Eriksen, ufaglærte fabriksarbejdere og mange andre, der hver har en fortælling, som giver livet mening.

En vægtig bog, der henvender sig til en bred målgruppe – selv om den går i dybden

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter