0 kommentarer

Drengene fra bataljon 6-46. Mor ingen adgang, far fortæller af Mads Steffensen

af d. 3. januar 2007
Info
 
Sideantal

149

Udgivet

2006

ISBN

87-567-7925-9, 978-87-567-7925-8

 

“DETTE ER EN NØDSITUATION. ET STED I VERDEN ER DER BRUG FOR VORES HJÆLP. I SKAL STILLE I KAMPUNIFORM PÅ DEN STORE PLADS OM FEM MINUTTER. NEJ, DET TRÆKKER JEG TILBAGE. I SKAL STILLE PÅ DEN STORE PLADS NUUUUUUUUUUUU!”
(s. 115)

Der er virkelig lagt op til en gang mandehørm, når drengene fra bataljon 6-46 folder sig ud.

Inden man går i gang med at læse bogen er der først en præsentation af bogens fire hovedpersoner: Storebror, Lillebror, Kalle og Skipper. Storebror er ham der altid har en plan og han bestemmer når de ikke kan blive enige, Lillebror er både modig og fræk, Kalle er den madglade og måske lidt overvægtige og sidste mand er Skipper en genial opfinder. De fire er en del af elitestyrken Bataljon 6-46 som består af Danmarks bedste soldater. Hvor som helst i verden der er kaos sender man en specialenhed fra styrken af sted, og pudsigt nok er det altid fire ovennævnte personer.

Til ham der læser:


1. Når Generalen brøler, så brøler du også.
2. Når mobiltelefonen synger, så synger du også.
3. Hvis din datter vil være med i historien, så nægter du (hvis du kan nænne det).
4. Hvis mor insisterer på at læse højt i stedet for dig, så stopper du hende. For hvad ved mor om laserpistoler, piratangreb, racerbiler og eksplosioner? […] ”
(side 5)

Det er helt op til læseren, hvilken rækkefølge man vil læse historierne i, og de foregår stort set over hele verden, lige fra London og Monte Carlo til Månebasen. Det er vitterligt alle mulige mærkelige missioner som eliteenheden bliver sendt ud for at løse, og ligeså opfindsomme løsninger som drengene hitter på. Hver gang tænker man, at det her går bare ikke, men det er jo professionelle folk, som ved hvad de har med at gøre. Det er da også nogle pudseløjerlige modstandere, de kommer op imod, intet mindre end en gangsterdværg på et kunstmuseum og en flok højintelligente gorillaer, der truer med at udslette jorden.

“Mor ingen adgang far fortæller” er meddelelsen på forsiden og det militærgrønne omslag udstråler da også, at her er der endelig kommet en ægte drengebog. Her er noget for både små og store drenge, ja og fædre også for den sags skyld. Noget jeg synes er genialt er vejledningen for højtlæseren, for historien er skræddersyet til formålet, og jeg tror der vil blive grinet i hele familien, hvis far rigtig kaster sig ud i det. Ydermere er der mulighed for at gøre fortællingerne personlige, da der er lagt op til at Storebror og Lillebror skal udskiftes med fx sønnen i familien eller en ven heraf, så det er dem der selv får hovedrollerne i det vovede eventyr.

Forbered dig på at grine rigtig meget! Jeg var SÅ underholdt og blev gang på gang forundret, da bogen overhovedet ikke minder om noget, som jeg har læst før. Her er virkelig tale om nytænkning! For slet ikke at tale om illustrationerne som nærmest er et kapitel for sig.

Kan læses fra 10 år.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter