0 kommentarer

Drengen i kufferten af Lene Kaaberbøl og Agnete Friis

af d. 21. august 2009
Info
 
Sideantal

319

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7055-477-0

 

Titlen i sig selv – så absurd den end er – drog mig til at tage bogen ned fra hylden. Og det var ikke kun en fantastisk læseoplevelse – det var også en roman, der kalder på eftertanke.

Side 7: “I kufferten lå der en dreng. En nøgen, lyshåret dreng, lille og spinkel, næppe mere end tre år gammel. Hans knæ var bøjet helt op til brystet, han var foldet sammen som om han var en skjorte, ellers havde han ikke kunnet være der. Han øjne var lukkede, og hans hud skinnede bleghvidt i skæret af lysstofrørene. Det var først, da hun så hans læber skilles, ganske let, at det gik op for hende, at han var levende”.

Kaaberbøl & Friis’ historie kan læses i flere lag. Det er en kriminalroman, en roman om international menneskehandel, en roman om mennesket bag menneskehandleren, en roman om en mor, der mister sit barn og hendes kamp for at få det tilbage, og en roman om en kvindes uselviskhed og kamp for de svage i samfundet. Og en historien om den mand, der må leve med en kvinde, der nogle gange sætter andres liv forud for sit eget familieliv.
Historien er stykket sammen i flere spor, hvor vi parallelt følger

– litauerske Sigita, hvis 3-årige dreng forsvinder
– bortføreren litauerske Jucas og hans kæreste Barbara
– den succesfulde danske forretningsmand Jan – manden, der har “bestilt” barnet
– Nina Borg, Røde Kors sygeplejerske, der arbejder med flygtningen i Danmark, både “over jorden” og “under jorden”
– Ninas mand og børn, der må leve uden mor, når hun er ude at redde verden

Persongalleriet flettes naturligt og elegant sammen og præsenterer en spændende historie om menneskehandel og hvad mennesker kan blive drevet ud i under forskellige forhold.

Uden at afsløre for meget, bliver jeg som mor nødt til at fortælle, at historien ender godt for den lille dreng. Ellers var det slet ikke til at holde ud.

Sproget er let og flydende og romanen er læst i løbet af en søndags tid og kalder på mere voksenlitteratur fra forfatternes side.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter