0 kommentarer

Drengen der tæmmede vinden af William Kamkwamba

af d. 19. september 2011
Info
 
Sideantal

396

Udgivet

2010

ISBN

978-87-92639-39-4

Originaltitel

the boy who harnessed the wind

 

Når en kun 24-årig skriver sin biografi, skal han enten have haft et usædvanligt liv eller være af ganske speciel støbning. Begge dele gælder for William Kamkwamba. Han vokser op i en lerhytte i Malawi, som eneste dreng ud af en søskendeflok på 7. Søskendeflokken hjælper til i forældrenes tobaksmark. Udbyttet er kun nok til at sikre deres overlevelse, og et år hvor regnen svigter bryder hungersnøden ud. Ikke kun Kamkwambas familie sulter; hele landet sulter.

For William betyder det, at der ikke er penge til at betale for hans skolegang. Pengene er knappe, og de få madvarer der kan købes bliver dyrere og dyrere. William, der er en meget foretagsom dreng, må derfor stå for sin egen uddannelse. Han bruger tiden henholdsvis på skrotpladsen ved siden af skolen, og på byens bibliotek, hvor han er den eneste der nogensinde har lånt bøgerne om elektricitet og fysik. Drengen har en drøm. Han vil bygge en vindmølle og skaffe strøm til lerhytten.

Undervejs bliver han først kaldt tosse, dernæst ophøjet til helt da første udgave af vindmøllen virkelig leverer strøm til hytten, for til sidst at blive beskyldt for via møllen af have udøvet sort magi. Han undgår med nød og næppe at blive lynchet.
At det i det hele taget lykkes for ham er lidt af et mirakel.

Williams historie er rørende. Den stålsatte ukuelighed hvormed han får tømret en vindmølle sammen af diverse effekter han finder på skrotpladsen, er helt exceptionel. Uden traditionelt værktøj får han tildannet de forskellige maskindele så de passer sammen. Varmer plasticrør op over et bål, så de bliver bløde og kan hamres flade, for at fungere som vinger. Hans kreativitet og evne til at se muligheder i de mest umulige situationer er uden sidestykke.

William bliver ‘Drengen der tæmmede vinden’. Han når ufatteligt langt. Bliver lidt af en berømthed i Malawi, og får lov at møde udenlandske forskere. Efter bogens tilblivelse er han blevet optaget på et amerikansk universitet.

Forsideteksten siger: ‘En sand, stærk og skøn beretning fra Afrika’.

Jeg er helt enig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter