0 kommentarer

Dråber i østenvind af Olav H. Hauge

af d. 14. oktober 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

127

Udgivet

2004

ISBN

87-21-02163-5

Originaltitel

Dropar i austavind

 

“NÅR JEG VÅGNER

Når jeg vågner, hakker
en sort ravn i mit hjerte.
Skal jeg aldrig mere vågne
til hav og stjerner, skove og nat,
morgen med fugle?”

Dette digt var det første jeg læste af denne samling, og det ramte mig som en pil af blødhed, for det var essensen af timelange udvekslinger med en kær ven. Ordene, meningerne, tvivlene, udsigterne – de vidstrakte. Hvordan kan det siges så kort, så blødt, så smerteligt – af en helt anden, og længe før det venskab, jeg blev mindet sådan om?
Er det hvad digtning er: det korte af det lange? Hvis det er sådan, så gjorde Hauge det godt. Hauges forankring i det norske landskab ved Hardangerfjorden, hvor han boede hele sit liv er tydelig i denne digtsamling. Elven er der, fjeldet, vinden, tømmeret, frugthaven, inkorporeret i en naturlyrik så smuk og konkret, men også stilfærdigt symbolladet – og med lysende gnister af humor her og der.
Hauges digte har vægt i deres orientalsk inspirerede korthed, og gav ham ikke kun anerkendelse i Norge, men også i udlandet.
Denne digtsamling, fra 1966, kan med dejligt udbytte læses af en nutidsdansker. Der er generelt en ro i digtene, ikke en lalleglad ro, det er en eftertænksomhedens ro, en stilhed efter stormen, og man fornemmer forfatterens kampe med eget sind som klangbund under de 127 sider, som i “Holmen”:

“HOLMEN

Ensom, forvist
langt fra land
strider holmen
på en grov fjeldsø
I stille nætter
når søen sover,
mærker den klippen under sig
brede sig tungt og vældigt ud
og blive et med landet.”

Men også den rene glæde har plads, som i “Du var vinden”, hvori mange skrivende nok vil kunne genkende fornemmelsen ved at have mødt en inspirator:

“DU VAR VINDEN

Jeg er en båd
uden vind.
Du var vinden.
Var det den retning jeg skulle?
Hvem spørger efter retning
når man har sådan en vind!”

God vind med læsningen af Hauge!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter