0 kommentarer

Døv mands kup af Ed McBain

af d. 28. juli 2015
Info
 
Sideantal

228

Udgivet

1987

ISBN

87-15-01638-2

Originaltitel

Fuzz

 

Der indledes eminent med at stationen males, og de to malere er Gøg og Gokke op ad dage. De driver alle andre til vanvid og deres indblanding i politiarbejdet er nærmest ren chikane. Det er meget morsomt at lytte til de to klamphuggere, der håndværksmæssigt ikke er for sikre på hænderne: Der er grøn maling selv i skrivebordsskufferne.

Titlen røber at  Den døve mand igen er på spil. Han er station 87’s faste plageånd. Det eneste der vides om ham er at han bruger høreapparat, er forholdsvis høj og blond. Han er lidt af en Einstein indenfor kriminalitet, og han er aldrig blevet pågrebet. ‘Døv mands kup’ er andet hans anden runde.

Politiet troede ham ellers død efter ‘Den døve morder’, der er selvsagt ingen der tænker på den døve mand, da et trusselsbrev adresseret til betjentene på station 87, meddeler at med mindre der anbringes 5000$ på en bænk i en given park vil parkinspektøren blive myrdet.

Først da et par vidner har set en høj blond mand med høreapparat pejler man sig ind på den ‘afdøde’ døve mand.

Under efterforskningen sættes Carella hurtigt ud af spillet, da et par unge knægte overhælder ham med benzin og tænder en gnist. Samme gerningsmænd har på et par uger futtet tre hjemløse af, hvoraf kun den ene overlevede. Forklædt som hjemløs overnatter Carella i en gyde, men han er alt for forfrossen da gerningsmændene slår til, og ender derfor på hospitalet.

Humor og gang-i-den, eller ‘Fuzz’ som originaltitlen lyder, er der nok af. Hvis man læser serien kronologisk og ser tilbage på forudgående bind, sker der i ‘Døv mands kup’ en klar optrapning i ‘action’-delen. Det er svært at påpege præcist hvad der gør udslaget, men på trods af mere tju-bang, formår spændingen ikke at gribe læseren. Måske undertegnede efterhånden har læst lidt for mange McBains, for sammenlignet med seriens andre bind, mangler der absolut ikke noget. ‘Døv mands kup’ ligger faktisk i den bedre ende, forudgående bind – lige bortset fra den geniale ‘Dukken’, har efterhånden kørt lidt for formulaisk. Fornyelsen i form af den slagfærdige døve mand er tiltrængt.

En spøjs ting: Oversætteren har været ubekendt med serien, for vedkommende er skyldig i en grim bommert, da Carellas kone Teddy her er omdøbt til Mary.

Morsom, muligvis en anelse forjaget, men ærketypisk McBain. Man får rigeligt af alt det gode og velkendte.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter