0 kommentarer

Dømt ude (Off-campus 3) af Elle Kennedy

af d. 25. november 2016
Info
 
Sideantal

357

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-19164-6

Originaltitel

The score - oversat af Merete Rostrup Fleischer

Udgave

1. udgave

 

“Aftalt spil” om Garrett og Hannah er en ubeskrivelig skøn bog, der var alt for hurtig læst, og derfor glædede jeg mig enormt meget til at læse om personerne i serien igen. Og hold op, hvor er “Dømt ude” bare god og lever op til forventningerne!

Efter at have stiftet bekendtskab med Elle Kennedy og den første bog i Off-Campus serien “Aftalt spil”, har jeg med stor iver ventet på at få læst de andre bøger i serien. Bøgerne er selvstændige historier, der tager udgangspunkt i en drengegruppe, der bor i samme hus og studerer på Briar universitet. Hver bog fokuserer på én af drengene, og “Dømt ude” omhandler den famøse skørtejæger Dean Di-Laurentis og Hannahs veninde Allie Hayes.

Allie er blevet single, men ekskæresten er påtrængende, så da Hannahs kæreste Garrett tilbyder, at Allie kan overnatte i hans hus, slår hun til. Det viser sig, at den grønøjede fyr med det blonde hår – og et ry der får Don Juan til at måbe – også er hjemme i huset. Så det er ingen overraskelse, da Allie – skønt sin mening om at trøstesex ikke vil hjælpe – vågner op i Deans seng. Dean er forsvarsspiller på ishockeyholdet, men trods hans talent brænder han ikke for at blive professionel. Gennem et frivilligt arbejde – som ishockey-hjælpetræner for børn – finder han sig selv og dermed også en løsning for hans fremtid. Dean er The Ladies Man og langt fra vant til, at piger holder ham på afstand, så på trods af Allies formaninger om at det var et engangs-knald, indser han, at han slet ikke er færdig med hende.

Jeg læste 3. bog i serien uden at have læst nr. 2. Selvfølgelig blev mindre detaljer fra bog 2 afsløret, men forståelsesmæssige problemer for handlingen var der ikke. Jeg elsker Elle Kennedy og hendes skrivemåde, der gør handlingen og personerne så levende. Endnu en gang har hun skrevet en sød kærlighedshistorie, samtidig med at der tages fat i tabu emner. I den første bog er der emner som ‘vold i hjemmet, voldtægt’, og denne bog fokuserer på ‘dødsfald, sorg’.

Da jeg i den første bog blev introduceret til de 4 drenge, fik jeg hurtigt dømt Dean til at være den moderne Don Juan, og i denne bog hører man, at Dean er en fyr, der har alt lige fra piger, penge og gode karakterer. Jo længere man kommer ind i bogen, jo mere kommer man ind under huden på Dean og indser, at han er en fantastisk fyr med en personlighed af guld.

En skøn bog der kan læses flere gange. Nu venter jeg på bog nr 2, så jeg igen kan dykke ned i ‘Off-campus’-verdenen.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter