0 kommentarer

Dødens time af Peter James

af d. 7. august 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

355

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3262-5

Originaltitel

Dead Man's Time

 

Peter James er en habil krimisnedker. Hans faste mand i førersædet, kriminalkommissær Roy Grace, er et sympatisk bekendtskab, der på troværdig vis styrer sine håndgangne mænd og kvinder gennem sag efter sag. Opklaringerne kommer altid efter en tilpas mængde modgang undervejs, skurkene er nogle herligt gemene fyre, og heltenes privatliv antager de helt rigtige proportioner, hverken for lidt eller for meget.

Krimifans kan derfor trygt kaste sig i armene på Peter James, som er garant for gedigen underholdning af den ærkebritiske slags. Min eneste anke – og her vil mange være uenige, thi James’ bøger grovsælger verden over – er, at historierne ikke er så pokkers spændende. Alt går net og fint op, men jeg sidder ikke med tilbageholdt åndedræt, som en Nesbø, en Connelly eller en Grangé kan tvinge mig ud i.

“Dødens time” lægger bogstavelig talt fra kaj i 1922. I en sen nattetime bliver femårige Gavin Dalys far brutalt bortført af bevæbnede mænd, der myrder hans mor ved samme lejlighed. Gavin og hans storesøster må modstræbende forlade Manhattan og sejle til Dublin i følgeskab med en striks tante. Lige inden de entrer skibet, får drengen stukket en pakke i hånden – indeholdende et ekstremt kostbart Patek Phillipe-ur, en revolver og en kryptisk besked, der skal plage ham resten af hans lange liv.

I 2012 bliver en næsten 100-årig kvinde torteret og myrdet under et røveri i hendes enorme villa i et velhaverkvarter i Brighton. Røverne forsvinder sporløst og undslipper med antikviteter for 10 millioner pund. Kvindens næsten lige så gamle og endnu mere velhavende bror er dog kun interesseret i at få et gammelt, bulet ur tilbage. Desuden vil han nu have hævn for de ugerninger, der er begået mod hans familie.

Roy Grace kaster sig ud i den grumme historie, der viser sig at have afstikkere til kriminelle miljøer på Spaniens solkyst, i New York og Rusland. Grace selv er mere end almindeligt plaget denne gang: Ikke alene holder hans nyfødte søn ham vågen om natten, men han er også truet af ressourcestærke personer i Brighton og i Tyskland, der lever og ånder for at gøre ham og hans familie fortræd.

“Dødens time” er niende bind i Grace-serien, og selv om karaktererne udvikler sig fra bog til bog, kan du snildt hoppe ombord her.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter