0 kommentarer

Dødens kemi af Simon Beckett

af d. 1. oktober 2016
Info
 
Sideantal

351

Udgivet

2007

ISBN

978 87 11 40989 3

Originaltitel

The Chemistry of Death - oversat af Poul Bratbjerg Hansen

Udgave

3. udgave

 

Brandgod krimi med sitrende spænding til sidste punktum.

Efter sin kone og datters tragiske død flytter David Hunter til den lille, engelske flække Manham og får et roligt job som medhjælpende landsbylæge.

Da en ung forfatterinde findes myrdet, og hendes lig er i et stadie af fuldkommen opløsning – fyldt med maddiker, spyfluer og andet stads – må David modstræbende afsløre, at han i sit tidligere liv var en af landets førende retsantropologer; en art dødens detektiv, der kan afæske afsjælede legemer alle deres små, slibrige hemmeligheder.

Endnu en ung kvinde forsvinder, og pludselig rettes søgelyset i den paranoide lilleby mod de fremmede. Sådan nogen som David. Selv den svovlende landsbypræst og hans to besynderlige gravere ser med mistro på vores stakkels helt.

En ung mand findes nedgravet, næsten formuldet. Hvad har han med de dræbte kvinder at gøre? Og hvorfor dukker der hele tiden døde, lemlæstede dyr og fugle op alle vegne? Især lige inden et nyt offer bortføres.

Imens er David blevet kæreste med Jenny, der bor sammen med Tina. To nydelige, unge kvinder. En morgen har nogen smidt en død ræv i deres have…

Simon Beckett har konciperet en både klassisk og moderne krimi med fuld skrue på alle virkemidler. Plot, personer og omgivelser er ren hyg-Dem-med-uhyggen-Barnaby. Men alle de snaskede detaljer om lig og deres dekomposition hører en ny og mere rå tid til. Beckett behersker begge stilarter og fyrer virtuost op under spændingen undervejs.

Personligt er jeg ikke vild med hyppige skæbnetunge varsler á la “det skulle senere vise sig, at jeg tog grueligt fejl”. Ligeledes kan meget detaljerede drømme, der påvirker selve handlingen, være et irritationsmoment.

Men alt i alt er “Dødens kemi” en fremragende pageturner for hårdhudede krimifans. Jeg må fluks have fat i noget mere af den gode Beckett.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter