0 kommentarer

Døden i Bellonaklubben af Dorothy L. Sayers

af d. 6. oktober 2012
Info
 
Sideantal

295

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92503-81-7

Originaltitel

The Unpleasantness at the Bellona Club

 

”Døden i Bellonaklubben” er fjerde bind i den række af Dorothy L. Sayers kriminalromaner, som Rosenkilde & Bahnhof er i gang med at genoptrykke.
Der er tale om en oversættelse, der er revideret og sprogligt opdateret, og jeg må sige det er lykkedes oversætter Gudrun Lohse fuldt ud at bevare den humor der er i Sayers bøger og samtidig fjerne det lidt, i vore dage, støvede sprog der er i de ældre udgaver. Jeg har selv Samlerens udgave fra 1955 under titlen
”Mysteriet i Bellonaklubben”, så det har været helt sjovt at sammenligne.

”Døden i Bellonaklubben” udkom første gang i 1928 og forelå på dansk i 1937. Handlingen tager sit udgangspunkt i en eksklusiv klub – Bellonaklubben – i London, for herrer der har gjort tjeneste ved militæret. Den halvfemsårige general Fentiman findes død i sin stol foran kaminen og da klubbens læge bliver tilkaldt, konstaterer han, at den gamle general har fået et ildebefindende og stille er gået bort.
Alt er i sin skønneste orden, men Lord Peter Wimsey, der er til stede i klubben, lugter hurtigt mord, da det viser sig at generalens søster er død på nøjagtig samme dag. Da der til og med dukker et testamente op, hvor i det ikke er uden betydning på hvilket tidspunkt døden er indtrådt og adfærden hos visse arvinger er noget tvivlsom, bliver det hurtigt til en jagt på morderen.

Bogen er endnu et bevis på Sayers glimrende fortællestil, et godt plot og en rigtig god humor. Jeg er endnu engang begejstret og må erkende, at det er en af de krimier jeg godt kan læse flere gange, selv om jeg kender handlingen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter