0 kommentarer

Døden er kun et øjeblik af Lisa Holmfjord

af d. 19. juli 2020
Info
 
Sideantal

351

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-29540-5

Udgave

1.

 

Vi følger Esther, som i 7 år har levet i et voldeligt forhold med Andreas. Da vi møder Esther første gang, er hun stukket af og har indlogeret sig på et krisecenter. Her møder hun andre kvinder, med hver deres baggrund og problemer – de må alle indordne sig reglerne på krisecenteret. Esther føler ikke hun passer ind. Men hvor skal hun ellers gå hen?

Andreas er psykopat – han kan fremstå venlig, troværdig, kærlig – for så at skifte sindsstemning, blive ond, virkelig ond. Både fysisk og psykisk holder han Esther i et jerngreb. Esther er konstant i en angsttilstand, og bliver nærmest handlingslammet, når Andreas er i nærheden. Derfor kan hun heller ikke andet end følge med, da han inviterer hende ind i hjemmet for at hente nogle personlige ejendele. Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort.

På sidelinjen har vi David, som har en fortid ved politiet og har været sammen med Esther, før hun mødte Andreas. Han forlod hende for at være sammen med Anna, som han fik et barn med. Barnet blev dræbt i en ulykke – David er alene, alkoholiker, og ernærer sig som privatdetektiv. Nu mødes han og Esther igen.

Fordi hele forløbet fortælles gennem Esther, er man som læser ikke i tvivl om, hvor sympatien og sandheden findes. Men for udenforstående, f.eks. nævningene i retssalen, kan det være svært. Selv Esthers forældre har ikke anet, at der var noget galt.

Hvem skal man tro på? Den pæne, veltalende, charmerende ægtemand, lægen Andreas, som fortæller om sexlege, der er gået lidt for langt. Eller den usikre, ustabile, alkoholiserede Esther, som blander tingene sammen og har svært ved at huske.

Bogen ramte mig, fordi jeg hele tiden sad med en fornemmelse af, at det var en sand historie. Jeg levede mig fuldstændig ind i Esthers fortælling, hvilket var hårdt. Jeg var forholdsvis længe om at læse bogen, for ind i mellem var jeg simpelthen nødt til at lægge den fra mig. Det er ubehagelig læsning, det er ekstremt voldsomt, hvad Esther udsættes for.

Det er en velskrevet bog, som vækker mange følelser hos læseren – bestemt ikke en bog for svage sjæle.
Bogens forfatter er debutant – det mærker man ikke! Hun er socialrådgiver og har en stor baggrundsviden om netop vold mod kvinder.

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter