0 kommentarer

Døde sjæle af Nikolai Gogol

af d. 30. maj 2006
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

257

Udgivet

1966

ISBN

87-15-00952-1

Originaltitel

Mjortvye dusji

 

Er det russisk satire, beskrivelse af det russiske land og et indblik i russerens syn på sig selv man søger, bør “Døde Sjæle” ikke forbigås.

Vor helt og hovedperson Tjitikov har fået den tilsyneladende sindssyge idé at “erhverve de døde, som endnu står på revisionslisterne, som var de levende”. Han ankommer til en by, ukendt, og læseren er derfor stillet i samme situation som borgerne. De første fem kapitler omhandler Tjitikovs beundringsværdige måde, hvorpå han får andres tillid og ligefrem nære venskab, og det særligt hos den bedre stillede del af borgerskabet. Han besøger enkeltvis sine “fortrolige” bekendtskaber med det hovedformål at købe de bønder, der er døde, men stadig registreret som levende.

Den sidste halvdel af bogen omhandler de trængsler Tjitikov udsættes for i kampen for at få legaliseret sin købte “besætning”, og ikke mindst om de forestillinger byens borgere gør sig om hans bønder. Hele sagen ender med, at da statsadvokaten “satte sig til at tænke… pludselig gik hen og døde.”. Tjitikovs popularitet er mildest talt dalet, men man sidder endnu som læser og fatter sympati for denne ellers elskværdige person. Bogens forløb igennem er det i kraft af omgivelserne og bipersonerne, at man har fået skabt et billede af Tjitikovs personlighed. Men selv den bedste menneskekender kan tage fejl, og det manifesteres i det afsluttende kapitel hvori der er indlagt en biografi om Tjitikov.

Udover Tjitikov er der et hav af bipersoner, som alle har det til fælles, at de har en mere eller mindre excentrisk lidenskab. “Men der er drifter, som bryder frem uafhængigt af menneskets vilje. De fødes i ham i hans egen fødselsstund, og der er ikke givet ham kræfter til at befri sig for dem.”. Og dette er netop et væsentligt og stadigt aktuelt tema(udover bureaukratiets uduelighed!), at finde ens virkelige lidenskab uanset dens særhed, og ikke påtage sig nogle for ens vedkommende ikke medfødte lidenskaber. Det kan man dø af, ligesom statsadvokaten!

Romanen kan dog af og til forekomme en kende rodet, da forfatteren har det med at skrive hele sider med egne pludselige tanker om den almene russer. Velskrevet ja, morsomt ja, men som sagt en strukturalistisk akillessene.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter