0 kommentarer

Dø, løgn, dø af Mette Moestrup

af d. 28. juli 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

176

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12202-2

 

“Dø, løgn, dø” er ikke en digtsamling, der er bange af sig. Faktisk vil jeg næsten sige, at den er flabet i sin brug af sproget. Det er ikke nødvendigvis dårligt:

“Jeg sidder i et hul og klukler/ så brysterne hopper og kønnet,/ skrabet bar og blødende,/ skraber bunden. Hullets/ bund mod kønnets mund/ er også en slags kys.”

men nogle gange er det på kanten til at være for meget og virker påtaget fjollet – endda med en fjollethed, der ikke synes at bidrage med andet end at lyde sjov og være lidt pudsig:

“(.) Så vil du ha’/ min zebrapenis på et sølvfad. Øh, hvad?/ Jeg har aldrig haft en penis, ergo/ ingen kastrationsangst. Sikken fangst./ Jeg har heller aldrig været en zebra, tralala./ Men du er faktisk taktisk. Du vil ha’/ min ikke-zebrapenis for enhver spotpris. Og hvis ikke, så./ må du slå. Må jeg forstå.”

Digtsamlingen indeholder nogle digte, der efter min sippede poesismag, er lidt for ‘legende’ endda.
Til gengæld er der virkelig mange gode og modige digte at finde i “Dø, løgn, dø”. Fx er digtet “Spejl/Snehvide”, der er en samtale mellem det velkendte spejl og en moderne Snehvide-kvinde, ret skarp og byder blandt andet på sætningerne:

“Du er smukkere end smuk/ Som en fucking mannequindukke. Luk!/ Øh, har du det røde?/ Forbrugerismen producerer levende døde./ Hvorfor ser du så mørkt på livet, søde?/ Her er 100 % gennemsigtigt; øde.”

Selvom alt ikke falder i lige god jord (hos mig), vil jeg helt klart anbefale Moestrups nye digtsamling. Dens tilgang til og udfordring af det danske sprog er af en sådan art, at den bidrager med nye facetter til sproget. Det i sig selv må siges at være en ret stor bedrift, og alene af den grund bør man kigge nærmere på “Dø, løgn, dø”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter