0 kommentarer

Djævelen i hullet af Leif Davidsen

af d. 15. januar 2017
Info
 
Sideantal

398

Udgivet

2016

ISBN

978-87-11-55833-1

Udgave

1. udgave 2. oplag

 

Leif Davidsen leverer igen en realistisk og spændende historie i sin 13. roman. Det meste af hand­lingen foregår atter i Rusland, og vi får en fremragende aktuel fortælling med afsæt i den nuværende politiske situation i landet. Det er herligt, at man i 2016 stadig kan få en spionhistorie med forbin­delser til den kolde krig, og så er det oven i købet et familiedrama uden lige.

Den danske agent, John Arnborg, bliver anholdt for spionage i Sovjet under den kolde krig og ryger i fængsel. I 1988 bliver han løsladt ved en beskidt udveksling, men overrasker alt og alle, da han nogle år senere hopper af til Rusland. Hvad får ham til det? Han efterlader sig kone og datter i Dan­mark, de bliver stærkt traumatiseret. Datteren følger i faderens fodspor og bliver sprogofficer i Irak, men ender forbitret og vred som bestyrer af en campingplads i Bogense. Hendes hårde attitude frastøder mange. Hun hader faren for et godt ord, så da hun en dag får muligheden for at op­søge ham i Rusland, øjner hun chancen for hævn.

Davidsen har udtænkt et snedigt plot på flere plan. Det involverer både danske agenter, det russiske efterretningsvæsen (FSB) og russiske komplotmagere. Historien udvikler sig stille og roligt uden de store armbevægelser. Der er god tid, både til at høre om alkohol der render gennem spiserøret og lander i maven, samt at sne bliver gult af tis. Vi er i ‘slowfood’ stilen, som Carré og Leif GW og det er lige sådan, at jeg foretrækker en spændingsroman. Davidsen fører os stilsikkert igennem det russiske landskab, og har denne gang henlagt en del af handlingen til den lille landsby Pljos, der får mig gjort opmærksom på, at jeg mangler at læse rejsebogen ‘Dostojevskijs sidste rejse’. Lige så stilsik­kert bruger Davidsen den russiske historie og politiske aktuelle situation med udgangspunkt i krigen i Ukraine, og den spændte situation omkring de baltiske lande. Man bliver altså ikke alene un­derholdt med en spændende historie, men lærer også en del om den russiske historie. Hans beskri­velser af et Rusland underlagt markedsøkonomi kontra den kommunistiske tid er fremragende. Man kan heller ikke andet end nikke genkende til denne beskrivelse af vores opførsel i det offentlige rum:

“Folk sad med bøjede nakker og kiggede ned på deres smartphones eller tastede løs. Gad vide, om mobilmennesket ad åre ville ændre sin normale oprejste holdning og gå gennem livet med let bøjet hoved, som om de befandt sig i konstant bøn?”

‘Djævelen i hullet’ er ganske enkelt en opvisning i, hvordan man skriver en spændingsroman uden at kuglerne skal fløjte om heltens ører, men hvor man i stedet finder dramaet i de menneskelige rela­tioner med emner som hævn, forræderi og vildledning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter