0 kommentarer

Djævelen i den hvide by af Erik Larson

af d. 22. april 2013
Info
 
Sideantal

466

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92910-13-4

Originaltitel

The Devil in the White City

 

“Jeg blev født med djævelen i mig. Jeg kunne lige så lidt gøre for, at jeg blev morder, som digteren kan gøre for at blive inspireret til at digte.” Udtalt af massemorderen Herman W. Mudgett alias dr. H. H. Holmes.

“Djævelen i den hvide by” genskaber Holmes blodige karriere i 1890’ernes Chicago, der samtidig danner rammen om arkitekten Daniel H. Burnhams arbejde med Verdensudstillingen i 1893.

“Sammenstillingen af stolthed og ufattelig ondskab slog mig som noget, der kunne give et stærkt indblik i den menneskelige natur og dens ambitioner,” skriver forfatteren, den amerikanske journalist Erik Larson.

I skarp konkurrence med bl.a. New York vandt den nyrige ‘slagterby’ Chicago æren af at skulle huse Verdensudstillingen i 200-året for Columbus’ opdagelse af Amerika. Ambitionen var fra starten at overgå den forkætrede Verdensudstilling i Paris i 1889, hvor Eiffeltårnet første gang slog verden med undren og begejstring.

På forbløffende kort tid lykkes det en gruppe beslutsomme arkitekter, pengefolk og show business-kyndige at stable ‘Den hvide by’ på benene; en fuldkommen, neoklassicistisk idealstad, som får det gamle Rom til at ligne en billig efterligning. En dristig ingeniør opfinder og finansierer Ferrishjulet (pariserhjulet), der med sine 80 meters højde og 60 gondoler på størrelse med togvogne til fulde matcher Eiffels tårn og tiltrækker forlystelsessyge amerikanere fra nær og fjern. De 27,5 millioner gæster på den seks måneder lange udstilling oplever en hel nyopført by strålende oplyst af elpærer, de smager corn flakes og ser film for første gang … og efter denne forsmag på det moderne USA brænder hele skidtet ned til grunden!

Imens tager den charmerende psykopat og bedrager Holmes livet af dusinvis af især unge kvinder. Op til 200, mener somme. I sit specialdesignede ‘dødsslot’, der udadtil fungerer som hotellejligheder og butikker, får han indbygget både gaskammer og krematorium og kan nu i ro og mag fuldføre sin morderiske, nydelsesfulde livsopgave.

Larson rekonstruerer begivenhederne ved at gennemlæse hundredvis af breve, dagbøger og dokumenter fra perioden. “Djævelen i den hvide by” er en slags dokudrama, hvor alle replikker er hentet fra disse kilder, mens den omgivende tekst kæder personer og begivenheder sammen i et fermt tilrettelagt puslespil.

Bogen følger samme skematik som den populære krimiserie, C.S.I., hvor brik lægges til brik, mens en dyster fortællerstemme redegør for skurkens durkdrevne grusomhed og de involverede heltes møjsommelige fremskridt i strid modvind.

Det er fascinerende at overvære fremlæggelsen af samtlige beviser, men ærlig talt også lidt kedeligt. Intet er tilsyneladende for småt – eller for stort – til at få en særdeles grundig omtale. Også de mange gentagelser gør gennemgangen unødigt tung og langsommelig. Men en god historie (eller to) er det unægtelig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter