De Gyldne Laurbær
0 kommentarer

Dette burde skrives i nutid af Helle Helle

af d. 5. oktober 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

158

Udgivet

2011

ISBN

978-87-638-1785-1

 

Dorte har lejet sig ind i et hus lige ved stationen i Glumsø. Indretningen gør hun ikke meget ud af, klapbordet fandt hun i garagen, gardinerne blir ved snakken. Fra køkkenvinduet kan hun se trafikassistenten, som bor ovenover billetsalget. Dorte møder ham somme tider udenfor om natten, når hun ikke kan sove. De boller også lidt, når hans kone ikke er hjemme..

Tidligere boede Dorte sammen med Per, eller måske snarere hos Pers søde lilla-tørklæde-agtige forældre. Men det holdt kun indtil hun blev mere optaget af hans fætter Lars, hvorefter hun rykkede ind på dennes elendige klubværelse. Officielt gik Dorte på Københavns universitet, men reelt lavede hun ikke en skid, mens Lars gik på arbejde. Da Lars så fandt en anden (og hvem kunne fortænke ham i det?) fandt hun det dér lille hus i Glumsø.

Dorte kan ikke sige fra (hun kan nok heller ikke sige til..), ihvertfald får hun reddet sig en frygtelig masse unødige problemer på halsen, fordi hun ikke kan sige nej. Eksempelvis det unge par, som hun ikke kan låne en telefon – da hun ikke har nogen, men som hun så ser sig nødsaget til at byde på mad og overnatning og penge og følgeskab til København. Og gudhjælpemig om hun ikke også slæber dem efter sig helt ud til universitetet på Amager, bare fordi hun er kommet til at sige at hun skal derind. Mens hun i virkeligheden blot har tænkt sig at gå i Scala og på Strøget og bruge penge (som hun bestemt ikke har for mange af).

Bogens titel mere end antyder at ingenting har forandret sig, at historien, som faktisk er henlagt til 80’erne, ligeså godt kunne ha’ foregået idag.
Det vil jeg dog ikke håbe, for Dortes liv (eller mangel på samme) er noget af det mest hjerteskærende trøstesløse, jeg nogensinde har set beskrevet.. Det virker som om Dorte befinder sig under en osteklokke, en underlig isolation fra omverdenen, som hun ikke engang sætter spørgsmålstegn ved. Historien er så smertelig, at det gør ondt helt ind i hjertet… Måske allerbedst illustreret med faster Dorte’s (!) bustur til Lübeck, der blev fuldstændig ødelagt allerede første dag af den følelseskolde stodder af en ‘kæreste’, som kvalte hendes barnlige glæde med nogle få tåbeligt irettesættende ord, som ikke bare lagde en dæmper på Dortes begejstring, men slog hende fuldstændigt ud..
Faster Dorte kunne sagtens være hovedpersonen selv bare tyve år ældre, et venligt, isoleret og skrøbeligt menneske, der ligesom niecen heller aldrig har haft en retning på sit liv. Og som en dag får et alvorligt sammenbrud, da livet blir for svært..

For mig er “Dette burde skrives i nutid” en gribende og uafrystelig bog…

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter