0 kommentarer

Det yderste Europa af Pentti Saarikoski

af d. 27. september 2008
Info
 
Sideantal

95

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06262-5

Originaltitel

Euroopan reuna

 

På trods af en forkærlighed for rejsebøger havde jeg ikke hørt om Saarikoski førend ‘Bogrummet’ så venligt sendte denne bog til mig. Det korte og oplysende forord af Morten Søndergaard forklarer, at Saarikoski (1937-1983) var en central figur i det finske kulturliv, især i 1960’erne og 1970’erne, med mange forskellige udgivelser, bl.a lyrik og oversættelser (ca. 80 bøger, heriblandt Joyce, Calvino, Ibsen og en del af de ‘gamle grækere’). Saarikoski var blandt mange andre ting epileptiker, alkoholiker og kommunist – uden sammenligning i øvrigt. De biografiske træk er væsentlige, idet ‘Det yderste Europa’ i substansen er opbygget som selvbiografiske skitser over rejser foretaget af jeg-fortælleren, som essentielt set er Saarikoski.
‘Det yderste Europa’ handler om fire rejser til henholdsvis Valsäng, Stavanger, Kerlin og til slut en Valäng-Koster-Dublin rundtur.
Selvom det kunne lyde lidt kedeligt er det absolut ikke – Saarikoski fraholder sig fra at intellektualisere lokaliteterne kulturelt og historisk, om end han har en forkærlighed for sprogene der tales. Det leder til flere finurlige betragtninger, f.eks. som her om hans kunstige bretonske lærebog: “Den fine herre fra byen, med kufferten i hånden, spørger den lille dreng: Hvor er Det Gamle Hus? Den lille dreng svarer: Det er der, rundt om hjørnet, ved siden af posthuset. Den fine herre: det er altså ikke langt væk, udemærket. Den lille dreng: Nej, det er ikke langt væk, det er meget tæt på. Hvis denne samtale havde fundet sted i virkeligheden, og det er ikke troligt, så ville den ikke være foregået på bretonsk, men på fransk.”

‘Det yderste Europa’ begynder med en ekskurs over hans kattes navne: “Brigitte Bardot hedder sådan, fordi jeg engang i Paris mødte en kvinde med det navn, og jeg gik og håbede at hun ville sprede benene for mig, men det gjorde hun ikke. Det gør katten her, hun ruller om på ryggen og stritter med benene når hun ser jeg nærmer mig, og derfor hedder hun Brigitte Bardot, for et menneskes forhåbninger opfyldes jo aldrig, eller også opfyldes de sådan at mennesket bliver skuffet.”
Generelt er det hverdagens begivenheder og strabasser der beskrives, især vandreturene, indkøbene og opholdende på kroerne. Disse begivenheder bruges som afsæt for betragtninger over alskens ting, men ikke pseudo-intellektualiserende som hos Chatwin eller empatisk-distancerende som hos den fremragende Kapuscinski. Også verdens begivenheder tages der fat i – og det er faktisk ret forbløffende hvor langtrækkende Saarikoski ser, når man tænker på, at bogen er skrevet i 1982. Kritik af Falklandskrigen, USA, Sovejetunionen og realpolitik mv. blandes med sympati for Solidaritet i Polen mv. Med andre ord bruger Saarikoski hverdagens betragninger og begivenheder til ekskurser over alverdens emner.
En absolut læseværdig og anbefalelsesværdig bog, mærkelig og eftertænksom, tung og let samtidig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter