0 kommentarer

Det tabte paradis af Thomas Bredsdorff

af d. 6. november 2012
Info
 
Sideantal

127

Udgivet

2006

ISBN

87-567-7734-5

 

Men udgangspunkt i den såre enkle og nøgternt konstaterende visdomsstrofe “You can check out any time you like – but you can never leave” fra The Eagles’ udødelige rockklassiker “Hotel California” fra 1977 tager forfatter og kulturskribent, professor, dr. phil. Thomas Bredsdorff os med på en både usædvanlig og usædvanligt oplevelsesrig odyssé i Californien.

Det sker i hans fascinerende rejsebeskrivelse “Det tabte paradis – Breve fra Hotel California om drøm og utopi”, der tillige har lækre roadmovie-elementer i sig. Hovedvægten er lagt på den idylliske, altfavnende, “stejl-gadede” og jordskælvstruede smeltedigel San Francisco (der ligger i den øverste ende af verdens top 100-rejsemål), hvor Thomas Bredsdorff igennem et halvt år var gæsteprofessor ved det berømte Berkeley University – og naturligvis udnyttede denne oplagte chance til at gøre et forsøg på at trænge dybt ind i både sporvognsmetropolens og hele den forjættede stats sammensatte sjæl.

For det var jo lige præcis HER med den smukke Golden Gate Bridge som forførende kulisse, at arnestedet var for både The Gold Rush – guldgraverfeberen i 1849 – og studenteroprøret med Summer of Love, hvor ungdoms- og hippiekulturen bragede igennem. Med naturligt videbegær og gå-på-mod opsøger Bredsdorff relevante kilder og personligheder, der har rødder i disse spændende historiske begivenheder – bl.a. indianerpolitikeren Løbende Ulv og den sidste beatnik, Lawrence Ferlinghetti.

Men Bredsdorff fører også den californiske drøm op til nutidens kultur og både den kommercielle og den filantropiske teknologi – f.eks. besøger han Mozillas unge, dynamiske it-team i Silicon Valley, der med smittende entusiasme sætter ham grundigt ind i, hvordan virksomheden ved hjælp af et verdensomspændende frivilligt forbrugernet har skabt en kæmpesucces med browseren Firefox.

Jo, “Det tabte paradis – Breve fra Hotel California om drøm og utopi” træder vitterligt i karakter som et strålende postkort eller en fristende rejsebrochure, som Californiens turistorganisation ikke kunne have skabt bedre. Så nyd den fortrinlige bog – og drag så af sted mod staten, der på ypperligste vis repræsenterer både historiens vingesus og det ultramoderne USA.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter