0 kommentarer

Det sidste barn af John Hart

af d. 7. september 2009
Info
 
Sideantal

445

Udgivet

2009

ISBN

978-87-91746-52-9

Originaltitel

The last child

 

Johnny har det svært. Hans tvillingesøster Alyssa blev kidnappet 12 år gammel, men er stadig ikke fundet. Moderen mener, det er faderens skyld, fordi han ikke hentede hende fra skole. – og familielivet går i opløsning.

En dag er faderen væk, og Johnny og hans mor er alene.
Johnny savner sin far og sin søster. Moderen lukker sig inde i sig selv, drikker og tager piller, bliver psykisk syg og går i hundene. Hun lader sig tyrannisere af sin ungdomskæreste, der systematisk bryder hende endnu mere ned og er voldelig, ikke kun over for moderen, men også for Johnny.

Men Johnnys mission holder ham oppe – han vil finde sin forsvundne tvillingesøster.

Vi følger Johnnys søgen efter søsteren i byens slum, i skovene og hos de pædofile – alene og sammen med vennen Jack, der også har sit at kæmpe med derhjemme.

Samtidig møder vi politimanden Hunt, der stod for efterforskningen omkring Alyssas forsvinden – en sag, han aldrig har glemt og en sag, han stadig har et håb om at opklare. Hunt holder et vågent øje med Johnny og hans mor og er urolig for den eftersøgning, som Johnny til stadighed har i gang efter søsteren.

Da endnu en pige forsvinder fra skolen, går en ny jagt ind. Er det samme bortfører, som tog Alyssa?

”Det sidste barn” er en ganske særlig krimi – ikke kun er kriminalhistorien skruet godt sammen – også persongalleriet er nuanceret og gribende, og man lever sig ind i alle skæbner: den psykiske syge mor; den omsorgssvigtende teenagedreng, der leder efter sin søster og sandheden; vennen Jack, der kæmper med sine egne dæmoner; og politimanden Hunt, der er splittet mellem sine pligter som teenagefar til en uregerlig søn, pligterne som politimand og de forbudte og uprofessionelle følelser, der vokser frem for Johnny og hans mor.

“Det sidste barn” – er slet ikke det barn, man tror det er – og sådan er der flere overraskelser undervejs.

En fremragende bog. En spændingsroman af format – jeg læste den i ét stræk – og så var den søndag smuttet. Herligt.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter