0 kommentarer

Det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof

af d. 14. juni 2016
Info
 
Sideantal

54

Udgivet

2015

ISBN

978-87-91407-90-1

Originaltitel

Det nemme og det ensomme

Udgave

1. udgave, 6. oplag

 

Asta Olivia Nordenhof (født i 1988) er en af dansk lyriks nyere navne og en forfatter, der i de senere år er brudt gennem den litterære lydmur ved at have høstet positiv omtale af sine bøger.

”Det nemme og det ensomme” er en autofiktiv digtsamling, hvor forfatteren skriver om sin – mildest talt – hårde og brogede opvækst i en familie, hvor moderen ofte får tæsk og hvor alkohol spiller en af hovedrollerne i familiens liv.

Digtene handler også om kæresten Andreas, kærligheden og om København (nærmere bestemt Nørrebro og dele af Amalienborg-kvarteret i indre by).

Noget, der går igennem i alle digte er, at forfatteren har tendens til at bruge talesprog i sine digte (f.eks. brugen af ”ikk” i stedet for ”ikke”), at ingen af digtene har fået selvstændige titler og at alle ord skrives med små bogstaver – uanset om der er tale om navne og uanset om første ord i en ny sætning normalt også skrives med stort bogstav.

På trods af, at digtene kredser om alvorlige emner som alkoholmisbrug og vold, er der ikke megen selvmedlidenhed at spore hos Asta Olivia Nordenhof – og derfor kan man læse digtene uden at blive deprimeret eller så frustreret, at man under andre omstændigheder kunne have lyst til at lægge bogen fra sig.

Forfatteren er desuden i besiddelse af en befriende humoristisk sans, hvilket til tider får smilet til at brede sig hos læseren, se f.eks. her:

”gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven / og undret mig over jeg hed torben”.

”Det nemme og det ensomme” er en fortrinlig digtsamling om at være til – jeg synes ganske enkelt at digtene er glimrende, velskrevne og at digtene talte til mig og kan derfor godt anbefale andre at læse ”Det nemme og det ensomme”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter