0 kommentarer

Det magnetiske guld af H. O. Østergaard

af d. 7. februar 2007
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

432

Udgivet

2006

ISBN

87-990810-1-6

Originaltitel

Det magnetiske guld - Finns og Oles sandfærdige beretninger

Udgave

1.udgave

 

De to drenge Finn og Ole er hovedpersonerne i dette første bind af en serie foreløbigt planlagt til fire bøger. Historien udspiller sig i 1950, hvor Finn og Ole drømmer om at opleve noget spændende og rejse fremmede steder hen, som de rigtige opdagelsesrejsende gjorde.

En dag bestemmer de sig for, at de vil grave sig ind til jordens indre. Under forsøget støder de på et mærkeligt væsen ved navn Chatterbang, som tager drengene med helt ned til en underjordisk verden, hvor man transporterer sig ved hjælp af jordkapsler.

Drengene ender ad kringlede veje på havet i nærheden af Filipinergraven, og her redder de to rødhårede piger, Mirte og Minnie, fra tre tryfitter, som holdt dem fanget i et bur. Sammen med pigerne fortsætter drengene deres opdagelsesrejse, og deres lille gruppe udvides efterhånden endnu mere, efterhånden som de kommer frem.

Som i et rigtigt eventyr må drengene også løse tre opgaver, før alt kan ende godt. De må en tur til Pygmænien for at finde en kur mod en mystisk tidssygdom. Samme sted kan de også hjælpe rumvæsnet Titina, hvis planet er i fare for at støde sammen med jorden, og endelig må de også hjælpe en frihedskæmper, som vil smide sit lands undertrykkere ud. Alt sammen hænger sammen med en nedstyrtet meteor, som består af magnetisk guld.

Som en rammehistorie omkring fortællingen om Finn og Oles fantastiske eventyr følger vi en nutidig historie om Løjtnant Greval. For ikke at blive smidt i fængsel er han nødt til at finde sin fætters Sandfærdige Beretninger, og jagten på dokumenterne fører personerne ud i nye og mærkelige begivenheder.

Forfatteren skriver på sin hjemmeside, at han med “Det magnetiske guld” har forsøgt: at skabe en helt anderledes, lidt mere eftertænksom, og alligevel forrygende spændende, type litteratur for de yngre læsere.” Og her er i hvert fald masser af spænding og sjove idéer.

Historien fortælles i flere tider og på flere planer, og det kan ind i mellem være lidt svært at holde styr på det hele. Men humoren og de gode idéer bærer læseren langt hen ad vejen.

En sjov og anderledes opdagelsesrejse hvor sammenhold og venskab spiller en ikke ubetydelig del i handlingen.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter