0 kommentarer

Det lille hus på prærien af Laura Ingalls Wilder

af d. 5. august 2006
Info
 
Sideantal

368

Udgivet

2006

ISBN

978-87-02-04475-1

Originaltitel

The little house on the prairie

Udgave

5.udgave

 

Der er kommet for mange nybyggere til skoven, hvor familien Ingalls bor. De pakker alt, hvad de ejer, ned i prærievognen, siger farvel til familien og drager mod vest. Et spændende år følger vi familien ud på den åbne prærie, hvor de slår sig ned ganske tæt ved indianerne. Livet på prærien giver andre udfordringer end skoven, og da året er til ende, er familiens ejendele atter pakket i prærievognen. Turen går denne gang ud af indianernes territorium, men endnu en gang mod ukendt land.

For historieinteresserede er “Det lille hus på prærien” en gave. Det er virkelig interessant at følge familiens liv i det Vilde Vesten i 1800-tallet. Vi hører, hvordan de krydser floder, laver mad under åben himmel og er dybt afhængige af hunden, Jack, til at advare dem, hvis fremmede eller ulve nærmer sig.

Man efterlades målløs af begejstring over de detaljerede forklaringer på, hvordan Far Ingalls bygger et hus fra bunden. Hvordan ildsted og skorsten bygges til uden på huset af sten og træ, hvorefter man skærer hul inde fra huset. Øjenvidneberetningerne om hvordan det var at leve så tæt på indianere uden at kunne kommunikere og i frygt, eller i det mindste årvågen påpasselighed, er vildt spændende. Da indianerne begynder at forberede sig på krig, holdes familien vågen i rædsel ved trommernes dunken og vilde krigshyl. Det er fantastisk at være med i den mørke hytte, mens Far Charles står stille ved vinduet med bøssen parat.

Udover en overflod af praktisk viden om hvordan man bygger et hus med et minimum af søm, eller hvordan man laver mad udendørs, over bål, får man også et meget levende billede af omgangsformerne i datidens Amerika. Laura er datter af pæne, anstændige mennesker, og hun opdrages til at tænke på andre først og lade være med at afbryde voksne. Hendes forældre forsøger også at lære hende at beholde kysen på ude i solskinnet, men så kan hun kun se det, der er lige foran næsen, og det er Laura ikke født til at acceptere uden kamp. “Det lille hus på prærien” er en oplevelse, som hænger ved. Brandgod underholdning for både børn og voksne.

“Det lille hus på prærien” bind 2 i serien om Laura og hendes familie.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter