0 kommentarer

Det levende sværd af Cecilie Eken

af d. 21. maj 2010
Info
 
Sideantal

152

Udgivet

2010

ISBN

978-87-638-1272-6

 

Eriann er Kong Leos våbenmester, en stilling hun har overtaget efter sin far. En dag sendes hun ud for at finde en helt, der kan befri prinsesse Sofia fra den fæle drage og som belønning få prinsessen og det halve kongerige.

Eriann adlyder, som hun bør, selv om hun ikke synes at prinsessen fortjener at blive befriet; hun er godt nok smuk som en drøm, men dum som en dør og sur som umodne stikkelsbær.

Hun finder Vidar, eller Vidar finder hende. Han ligner ikke en helt, er nærmest den mandlige udgave af en dum blondine, men han har arvet “Det levende sværd” efter sin far, Vigan Dragedræber. Det her går aldrig godt, tænker Eriann for sig selv, men følger med til Ullvar den Vise ved Dybensø i Sommerskoven for at bede ham træne Vidar.

Det sker på én betingelse, nemlig at Eriann skal være Ullvars lærling og adlyde ham ubetinget, mens han træner Vidar. Hun skummer, Vidar får lov til at slås, mens hendes våben og ringbrynje låses ned, og hun bliver sat til at plukke bær og lave mad sammen to “dumme” børn.

Vidar arbejder hårdt og lærer meget, Eriann lærer ikke mindre, efter at hun lærer at lægge stoltheden på hylden. Bl.a. opdager hun at hendes syn på Vidar ændres, og at det er synd og skam at han er udset til at dræbe dragen og få prinsessen – sikket spild.

Cecilie Eken benytter sig af den traditionelle historie om prinsessen og det halve kongerige i bytte for at dræbe dragen, men drejer den en omgang og gør den moderne og nuanceret. Især morer konceptet om at finde en “helt” mig, for hvordan definerer man en “helt”? Og man får i høj grad omdefineret sin opfattelse af den traditionelle helterolle i denne roman. Der er mange helte, men ikke alle bruger sværdet.

En velskrevet og eventyrlig roman, der kan læses af børn i alle aldre.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter