0 kommentarer

Det jeg elskede af Siri Hustvedt

af d. 16. april 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

381

Udgivet

2005

ISBN

87-90724-60-7

Originaltitel

What I loved

 

“Det jeg elskede” foregår i et hus i Soho, New York. Romanens fortæller er den nu ældre mand, Leo, der fortæller sin livshistorie.

Den intellektuelle Leo er gift med Erica, sammen har de sønnen Matt. I samme hus bor også kunstneren Bill og hans kone Violet. Bills søn Mark, der er jævnaldrende med Matt, bor sammen med Bill og Violet.

“Det jeg elskede” starter med at være Leos livshistorie, hvordan Leo mødte Erica, hvordan Leo lærte Bill at kende, Leos arbejde m.v. Derudover følger vi Bills rejse hen mod at blive en anerkendt kunstner, og Bills manglende evne til altid at træffe de rigtige valg mht. kvinder. Romanen fortæller også historien om forholdet mellem de fire voksne mennesker og hverdagslivet som kunstner i en storby.

Efterhånden ændrer historien sig dog til ikke længere at have fokus på Leo, fokus drejes over på Bills søn Mark, der begynder at opføre sig mere og mere sært. Mark begynder at lyve, stjæle og omgås mere eller mindre underlige mennesker. Denne sære opførsel udvikles især efter, at Leo og Ericas søn Matt er død. Om Marks opførsel er en slags reaktion på sorgen over hans bedste vens død får vi ikke rigtig svar på.

Da Mark er ca. 18 år dør Bill (jeg vil ikke afsløre dødsårsagen her). Efter Bills død forsøger Leo at hjælpe Mark med at komme til hægterne igen og få styr på sit liv, hvilket dog ikke er en ubetinget succes (hvorfor, skal heller ikke afsløres her, det må man selv læse bogen for at finde ud af). Romanen slutter med en form for analyse fra Leos side på, hvad der gik galt, hvornår tingene gik galt og hvad man kunne have gjort anderledes.

Romanen er for kompleks til at beskrive med de få ord jeg har til rådighed her. Jeg kan kun anbefale Jer andre at læse “Det jeg elskede”. Romanen virker overvældende på læseren, den er intelligent skrevet. Hustvedt er god til at beskrive menneskers reaktionsmønstre og indbyrdes forhold og behandler så forskellige emner som kærlighed, mord og spiseforstyrrelser på en spændende og indlevende måde.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter