0 kommentarer

Det hviskende rum af Dean Koontz

af d. 3. juli 2020
Info
 
Sideantal

673

Udgivet

2020

ISBN

978-87-93959-00-2

Originaltitel

The Whispering Room på dansk ved Jan Bagge-Nielsen

 

De hviskende rum er fortsættelsen til Det stille hjørne. Den tidligere FBI-agent Jane Hawk er stadig på jagt efter mændene bag hendes mands og mange andres uforklarlige selvmord. Hun ved nu, at en magtuld organisation, de såkaldte Arkadiere, står bag den nanoteknologi, som er blevet brugt til at hjernevaske selvmordsofrene og mange andre i samfundet. I sin søgen efter svar finder hun frem til det idylliske feriested Iron Furnace, hvor hun møder politimanden Luther Tillman, der bliver hendes nye medsammensvorne. Men Janes selskab er en tikkende bombe, og snart er ikke kun Jane og Luther i fare, men også hans familie.

Endnu en gang har Koontz stykket en hæsblæsende og actionfyldt roman sammen, hvor de mere end 600 sider aldrig føles som alt for meget, fordi plottet stadig er skåret ind til benet, og der ikke er noget overflødigt med. Der er fart over feltet, og det gælder også under læsning, hvor den ene side tager den anden. Historien er medrivende, og jeg var fanget fra starten af. Dean Koontz er, sammen med Stephen King, nok en af de mest læste forfattere af både gys og spænding, og det forstår man godt. Begge forfattere forstår at fremskrive en historie, hvor plot og karakterer fint afbalancerer hinanden, og hvor spændingen altid er stødt stigende, til den når klimaks, og der ofte slet ikke er nogen vej tilbage. Den nervepirrende og intense spænding i denne roman underbygges blot af de korte kapitler, hvor der skiftes mellem fortællere, så spændingen opretholdes. Heri er der dog ikke tale om gys i den traditionelle forstand, omend gyset må findes i tankestyringen og hjernevaskelsen, som i sig selv er ret uhyggeligt at tænke på.

Karaktererne er autentiske og fulde af personlighed og Jane i en liga for sig. Dog kan hun til tider godt virke lidt for superhelteagtig, men det gør ikke noget, når historien er både interessant og velskrevet. Selvom jeg er positivt stemt over for Det hviskende rum, så var jeg dog mere begejstret for første bog i serien og lander derfor på 4 stjerner til denne. Måske dette skyldes, at handlingen i og for sig er den samme i begge bøger. Det eneste, der som sådan er blevet udskiftet, er bipersonerne og skurken.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter