0 kommentarer

Det hvide mørke. En moderne slægtsgåde af Eva Maria Fredensborg

af d. 3. marts 2016
Info
 
Sideantal

236

Udgivet

2016

ISBN

9788740028317

Udgave

1, udgave

 

‘En moderne slægtsgåde’ er undertitlen på Eva Maria Fredensborgs femte roman, “Det hvide mørke”. For læseren – og hovedpersonen Emma – består gåden i, hvordan slægterne Eskildsen, Jarler og van der Klein (Emmas egen) blandede blod i en ikke fjern fortid.

Historien starter, da Emma opdager, at hendes farfar ikke er hendes rigtige farfar. For at finde ham må hun forlade sin bekvemme Vesterbro-lejlighed og futte til den lille flække Visby nær Tønder i Sønderjylland. Men i stedet for svar finder hun en masse spørgsmål, som hendes biologiske bedstefar nægter at svare på. Han sidder i fængsel og mæler ikke et ord til nogen.

Det skulle dog være ganske vist, at farfaren, Harald Eskildsen, sammen med en Niels Peter Jarler i 1956 stiftede et firma, der i dag har udviklet sig til multimillionforetagende. De blev forelskede i den samme pige, smukke Ida. I 1967 forsvandt Niels Peter sporløst. Nu er et formuldet lig dukket op, og Harald står pludselig anklaget for mordet på sin bedste ven og kompagnon.

Let modstræbende påbegynder Emma et møjsommeligt detektivarbejde blandt Haralds to advokater, husholdersken Hanne med det halve ansigt og sine egne familiemedlemmer, der enten er meget hemmelighedsfulde eller vitterligt ikke kender sandheden. Hvem er far til hvem, og hvorfor skal slægternes historie formummes i denne forbistrede tåge?

Tempoet i bogen er adstadigt, og det er for så vidt i orden, men Eva Maria Fredensborg er alligevel ved at stikke hovedet i løkken, når hun lader sin fiktive forfatterhovedperson rase over, at anmelderne ikke er lige så begejstrede for hendes stil som for den virkelige forfatter Sissel Jo Gazan, “fordi hendes roman bare ikke var lige så spændende som Gazans.” Hmmm.

En af de ting, der trækker tempo ud af bogen, er den opdigtede forfatters diskussioner med sig selv om fortælleformen. Skal hun skrive i første eller tredje person ental (jeg/hun), i datid eller nutid, lade Harald få sin egen stemme eller blot fortælle om ham? Hun vælger ikke at vælge og eksperimenterer med alle formerne. Stilistisk flot, men en kontinuerlig kæp i hjulet for handlingens fremdrift. Og så skaber det en distance; i stedet for at lade sig opsluge af begivenhederne bliver man hele tiden mindet om, at dette er en fiktiv forfatters forsøg på at få hold på et fiktivt stof. En metafortælling.

Slutningen på bogen handler mest om at skrive en slutning på en bog. Svarene på ‘den moderne slægtsgåde’ sløres til det sidste. Faktisk så effektivt, at denne anmelder ikke føler sig helt overtydet om at have forstået sagens rette sammenhæng.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter