0 kommentarer

Det glemte barn af Michel Bussi

af d. 11. december 2018
Info
 
Sideantal

367

Udgivet

2018

ISBN

978-87-7200-672-7

Originaltitel

Ne lâche pas ma main

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Stakkels bog. Den er havnet hos en helt forkert læser – hos mig.

Det glemte barn” tager læseren med på en nervepirrende jagt tværs over den fjerntliggende ø i det indiske ocean, fyldt med forviklinger og drejninger, som holder læseren i et jerngreb, indtil den storslåede og uventede finale” skriver ”Daily Express på bagsiden af bogen.

Det er efter min mening at oversælge bogen. Snarere vil jeg sætte den i kategorien over letlæste strandkrimier, der kan være hyggelige en dag ved poolen. Men stor krimi-litteratur er det ikke.

Martial og Liane er på ferie på øen Réunion med deres lille datter, da Liane pludselig forsvinder, og blodpletter på sengen og væltede møbler antyder, at hun ikke er forsvundet frivilligt. Mistanken kastes på Martial, der først ringer til politiet, men herefter forsvinder sammen med datteren, da personalet på hotellet sår tvivl om hans uskyld.

Som læser fornemmer man hurtigt, at den mistanke, der ligger på, at Martial har slået sin kone ihjel, nok ikke er rigtigt – men hvem er så skurken?

Bogen er skåret lidt for meget over en krimi-skabelon, og for mig blev det aldrig særlig nervepirrende. Og noget jerngreb sad jeg på intet tidspunkt i.

Flere steder planter forfatteren en ”cliffhanger”, der skal øge spændingen. Men da han hver gang gør det efter samme ”skabelon”, lurer man som læser hurtigt, at det er en tam cliffhænger. F.eks. prøver forfatteren flere gange at give læseren det indtryk, at Martial vil gøre sin datter ondt, for bagefter at afdramatisere det igen. F.eks. side 155 ”i spejlet så jeg det skinnende blad i fars hånd. Det er skarpt. Og spidst. Han fører det mod min nakke. Jeg kan mærke det, det er koldt og skærende. Jeg bider i læberne, så de bløder. Jeg skælver af frygt og tør ikke sige et ord. Far står bag mig. Han må kunne fornemme min angst og se hårene rejse sig på mine arme. Far fører bladet tæt på igen. Spidsen rører ved min hals denne gang. Den er iskold. Bladet bevæger sig mod mit venstre øre”. Det, der sker, er bare, at faderen klipper pigens hår.

Jeg fandt bogen jævnt kedelig – og slet ikke nervepirrende på noget tidspunkt. Personerne er underligt todimensionelle og nogle af dem ligegyldige for handlingen. Hovedpersonerne er lige så hurtigt ude af ens bevidsthed, som de kom ind – det er ikke en historie, man bærer med sig efter sidste side er vendt.

Sproget er letlæseligt, kapitlerne korte, og bogen er trykt i en fin indbinding. Men der mangler dybde og vid i sproget. Bogen er oversat fra fransk – måske det er oversættelsen, der halter? Jeg har før læst en bog på dansk, der var kedelig, men som læst på originalsproget gav en hel anden oplevelse.

Direkte oversat fra fransk hedder bogen “Slip ikke min hånd” og det er oversat til “Det glemte barn” – allerede her er der en nuance i forventningerne til handlingen tænker jeg.

Som strandlæsning kan bogen godt snige sig op på 2 stjerner, men på min boghylde ville den få 1 stjerne, og dem er der ikke plads til på reolen.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter