0 kommentarer

Det forsømte forår af Hans Scherfig

af d. 13. februar 2013
Info
 
Sideantal

179

Udgivet

1960

ISBN

87-00-13698-0

 

Denne bog er det bedste argument mod den sorte skole. I dag er verden blot en helt anden end den tid, Scherfig skrev om (omkring 1920). Heldigvis kan man sige – men næppe kun. Og derfor behøver vi vil slet ikke sådanne argumenter mere.

I en tid, hvor lærere må kæmpe for deres respekt, er »Det forsømte forår« så en roman, der har overskredet sidste salgsdato?

Handlingen vil de færreste under 30 år kunne fatte. Den vil hidse dem lige så lidt op, som skulle de læse en erotisk skildring fra 1600-tallet sammenholdt med al den sex, de får smidt i hovedet i dag.

Men for alle os, der har set en lærer smække en pegepind i hovedet på en elev, råbe op og udgyde sin giftige sarkasme, så man blev pisse-bange, eller mærket læreren rykke så hårdt i øret, at skindet sprækkede, og blodet begyndte at løbe – ja så er »Det forsømte forår« stadig en af forrige århundredes danske bøger.
Gamle klassekammerater mødes til studenterjubilæum i muntert lag: Velpolstrede, i gode stillinger og nogle af dem også temmelig selvfede. Så blev de alligevel til noget, de lømler, der gik på Metropolitanskolen dengang, da mange pædagoger i ramme alvor mente, at børn var onde skabninger, der skulle rettes til. Eller måske behandlede lærerne dem blot som nogle sådanne, enten fordi lærerne var fascister, der ikke var blevet stoppet af en rektor med format, eller de kedede sig bare af røven til i deres liv, eller de fik for lidt sex hjemme ved madammen. Guderne må vide, hvorfor mennesker opfører sig som flertallet af lærere på Metropolitanskolen, hvor der blev undervist i det, der i dag er folkeskolens ældste klassetrin samt gymnasieniveau.

Da præsten rejser sig synligt beruset i jubilæumsselskabet og fremmaner fordums skoletid, da begynder Scherfigs satire at rulle. De sadistiske lærere bliver betragtet nedefra, fra skolepulten, og der bliver aldrig overdrevet. Hans Scherfig underdriver altid. Beskriver selv den mest urimelige opførsel med et nøgternt og uskyldigt sprog. Det er dét, der gør Scherfig så fantastisk at læse. En neutral stemme lægger besindigt tingene frem. I virkeligheden er stemmen ikke neutral, men bidende ironisk – i tæt samarbejde med læseren.

»Det forsømte forår« kan dog fortsat læses af unge i en tid, hvor nogle politikere skriger på effektivitet og presser dem gennem uddannelsessystemet så hurtigt som muligt. Det middelmådige borgerlige liv med opsparing til pensionen kan hurtigt nok komme. Se at komme ud og høre noget fuglefløjt, rejs jorden rundt, vær fri og gør, hvad I vil. Eksamenstid med piller, søvnløshed og dårlig mave skal ikke vare ved resten af livet.
Det er altid tid til at læse Hans Scherfig – igen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter