0 kommentarer

Det der var: Seattle-New York, 1982 af Klaus Rothstein

af d. 15. august 2015
Info
 
Sideantal

97

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-731-0

Udgave

1. udgave

 

To unge fyre stiger i 1982 af flyet i Seattle. De har deres cykler med sig, og foran dem venter en 5000 km lang tur tværs over USA. Det er forfatteren selv og den lidt ældre ”W”, der begiver sig ud over kontinentets fantastiske og varierede landskaber.

Cykelturen fra vestkysten til New York på østkysten er højdepunktet i Klaus Rothsteins essay. Ud over de fascinerende landskaber portrætterer Klaus Rothstein på enkleste vis den amerikanske kultur i starten af firserne. Amerikanerne klør sig i hovedet ved mødet med de to danskere på cykel – uden våben eller autohjælp! Og gæstfriheden er stor, og møderne kan være temmelig farverige.

Men essayet snirkler også rundt om begrebet venskab. Det, der var, og det, der mange år senere forsvandt, uden nogen forklaringer. Forfatteren og ”W” kender hinanden fra den lokale fodboldklub, hvor ”W” var træner. ”W” blev også hyppig gæst i barndomshjemmet, hvor bestyrelsen for fodboldklubben holdt møder. ”W” lyder som et fængende og karismatisk menneske, som både fortælleren og dennes bror ser op til. Essayet trækker tråde mellem barndomsoplevelser og ”mandomsprøven” hen over det ”vilde vesten”.

Sproget er enkelt. På én gang nøgternt registrerende og samtidig emmer det af en dyb følelsesmæssig klang i de klokkeklare ”udskæringer”, som forfatteren har valgt at bringe frem i erindringens lys. De over 30 år gamle erindringsbidder er fremkaldt så nærværende, at man bare ”er der” på landevejen:

”Smeltevandet pibler ned ad bjergets granitflanker i det blege solskin, vi fylder vores flasker og begynder at kravle. Ned i gear og op i pedalerne. Meter for meter forcerer vi bjerget, som ligger under os med en uudgrundelig tavshed, som om det undrer sig over, hvor alle bilerne er blevet af. ”

Man fornemmer kærlighed til både selve erindringen og til det sprog, som Klaus Rothstein med en stilfærdig kadence skubber fortællingen til live i:

”THE UNITEDMSTATES Compiled and Drawn in the Cartographic Division of the national geographic Society bliver sirligt foldet ud, og vi bøjer os over det som to religiøse over en hellig bog. Dette kort er vores vigtigste dokument. Det er vores vejrtrækning, vores langsomme pedaltråd hen over kontinentet. Her kan vi digte om det, der venter, og gøre status over det, der ligger bag os.”

Essayet er en nydelse at læse – på linje med en god kasse mørk chokolade, som man forsøger at udskyde afslutningen af, og det vækker lyst til at læse flere af Klaus Rothsteins essays.

 lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter