0 kommentarer

Det aflåste værelse af Paul Auster

af d. 11. november 2014
Info
 
Sideantal

140

Udgivet

2014

ISBN

87-89007-42-5

Originaltitel

The Locked Room

Udgave

2.udgave

 

Hvad fanden stak egentlig Fanshawe?

Som dreng var han en helt. Flot, atletisk, generøs, mystisk. Han kunne alt, alle beundrede ham. Ikke mindst vores navnløse hovedperson (jeg-fortæller), der var Fanshawes bedste ven og største fan.

De to drenge glider fra hinanden, som det nu sker med alderen. Jeg-personen skaber sig en tilværelse som skribent i New York. En dag kontaktes han af Fanshawes kone, Sophie: Fanshawe er forsvundet, sikkert død, og har efterladt en bunke manuskripter, som han har bedt om, at “Jeg” skal kigge igennem.

“Jeg” falder pladask for Sophie – og omvendt – og Fanshawes efterladte romaner, digte og skuespil viser sig at være en guldgrube. De to får nu mulighed for at bygge et helt nyt liv op sammen. Problemet er bare, at Fanshawes kaster en mægtig skygge, som de har svært ved at løsrive sig fra.

Ved nærmere eftertanke nærede “Jeg” et had/kærlighedsforhold til Fanshawe. Misundelse er måske ikke den rigtige betegnelse – og alligevel. Fanshawe var bare altid den uantastede nr. 1. Og nu skal “Jeg” igen leve på Fanshawes nåde og med hans efterladte kone og barn. Det er ikke tilfredsstillende.

Så kommer der et brev, og så udvikler romanen sig i en skæbnesvanger retning.

“Det aflåste værelse” er tredje selvstændige roman i Paul Austers forkætrede “New York Trilogi”. Den trækker tråde tilbage til sine forgængere, men kan sagtens læses uden forudsætninger.

Igen kredser Auster om temaet: Forhutlet forfatter kæmper for at finde sin identitet og klare dagen og vejen i en afstumpet storby. Igen er hovedpersonen parat til at kaste alle fortøjninger for at forfølge sine navnløse længsler. Igen får vi demonstreret, at lykken ikke er gods og guld; en spritny barndom havde været klart bedre.

Der er meget godt at sige om “Det aflåste værelse”, som er trilogiens ubetinget bedste læseoplevelse. Det er et elementært spændende drama med fin pyskologisk dybde. Alligevel er den ikke helt vellykket. Auster leger nemlig igenigen med fortællerstemmen, og igenigen bliver det et irritationsmoment snarere end en litterær genistreg. Hvorfor skal der pludselig blandes et alvidende “vi” ind i beretningen – hvem er “vi”?

Endnu værre er slutningen, hvor handlingen – lige som i trilogiens to andre romaner – imploderer. Hovedpersonen træffer nogle komplet irrationelle valg, der ikke har bund i forhistorien, og dramaet fiser ud i tågerne. Ærgerligt. Men trøsterigt, at Auster senere har fået styr på sine plots. Også i den grad.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter