0 kommentarer

Den våde fisk af Volker Kutscher

af d. 27. januar 2019
Info
 
Sideantal

569

Udgivet

2018

ISBN

978 87 11 91131 0

Originaltitel

Der nasse Fisch - oversat af Hanne Lund

Udgave

3. udgave

 

”Bogen bag tv-serien Babylon Berlin” står der med fede typer på forsiden af Volker Kutschers debutroman ”Den våde fisk”, der således kan genudgives og Lindhardt & Ringhof slå ny mønt af gammelt stof. Fuldt fortjent, for Kutscher og hans faste helt, kriminalassistent af anden grad Gereon Rath, er altid godt selskab.

Serien om den storrygende, stædige og moralsk let anløbne Gereon Rath er Berlin Noir for fuld udblæsning. Vi er i den tyske hovedstad i mellemkrigsårene, og her gik det som bekendt ikke stille af sig. Jazz og porno, hårde stoffer og skånselsløse konfrontationer mellem yderligtgående politiske fraktioner.

Parentetisk bemærket er briten Philip Kerr den ubestridte mester i Berlin Noir-genren med skarptskårne, elegante plots og knivskarpe persontegninger af velkendte koryfæer som Himmler, Goebbels og Heydrich. Også helten Bernie Gunther har lidt bredere vingefang end Gereon Rath.

Tyske Kutscher er dog slet ikke ilde. Som i hans øvrige Rath-romaner er plottet i ”Den våde fisk” vildtvoksende og rodet og tempoet afpasset, så selv en fodslæbende panserbasse kan være med. 569 sider skal gennemtrawles, før vi er i mål. Men er du til dystre krimier afspillet på et flot restaureret historisk bagtæppe, er underholdningen i top. Vi ER virkelig i Berlin i 1929, lysreklamerne glitrer, store automobiler kæmper om pladsen med vrede arbejdere, i de hemmelige klubber smider pigerne tøjet og mænd hæmningerne efter lidt guf i næseborene. Og blodet sprøjter i de nattestille gader.

Våd fisk er betegnelsen for et uopklaret mord, og den døde, grumt torturerede mand, der fiskes op af en kanal, forvandles netop til en våd fisk, da en politimand skudt på klos hold stjæler al opmærksomheden. Men Gereon Rath nægter at lade den første sag hendø; hvis han kan opklare den, er han sikret stjernestatus og eget kontor med navn og titel malet på døren.

Det viser sig at være en affære med mange fordækte interesser, også på selve politigården Alex. 80 tons russisk guld, læssevis af ulovlige våben, Berlins ukronede gangsterkonge, den hårdkogte veteranforening Stahlhelm og nazisternes fremstormende SA-tropper er blot nogle af elementerne i det indviklede plot. Ikke at forglemme en yndig kriminalsekretær, der kan mere end sit fadervor.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter