0 kommentarer

Den ukendte terrorist af Richard Flanagan

af d. 12. januar 2009
Info
 
Sideantal

280

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7973-313-8

Originaltitel

The Unknown Terrorist

 

Dette er historien om Dukken, en stripper der har en affære med en mand, der efterfølgende afsløres som terrorist. Et videokamera har fanget Dukken i selskab med terroristen, og derfor bliver hun målet for en storstilet menneskejagt. Egentlig er der ikke den store ‘jagt’ som sådan. Medierne kører deres hetz, hun er på forsiden af samtlige aviser, og nyhedsudsendelserne på tv har naturligvis fokus på hende. Men historien handler mere om Dukkens ufokuserede flugt rundt i Sydney. Hun reflekterer over sit ret ulykkelige liv, mens hun synker mere og mere ned i panik og apati.
Der er forholdsvis få bipersoner, alle godt afrundede med godt fortalte baggrunde, men ingen kommer rigtigt til deres ret. Der fortælles for lidt om hvad deres indflydelse er på den aktuelle historie om jagten på Dukken.
Bogens akilleshæl er, at alle personerne er forbundet til hinanden på følgende usandsynlige og spinkle grundlag: Dukkens bedste veninde har en affære med en politimand, som er på jagt efter en narkosmugler, der viser sig at være den terrorist Dukken har en affære med. Samme narkosmugler arbejder for en af Sydneys små-ganstere, der én gang i ugen får besøg af en kvindelig stripper til et privatshow. Det er selvfølgelig Dukken. Og Dukken og narkosmugleren/terroristen møder tilfældigt hinanden ved Mardis Gras optoget. Kan det blive mere fortænkt sammenvævet?
En sært alvidende, kommenterende fortæller hæmmer læseoplevelsen, for det distancerer læseren fra historien, og der politiseres også fælt. Politisk kritik kan være ganske fin, det er den som sådan også her, men det er for lidt til en roman. Bipersonerne kunne have båret den hjem, men de får som sagt for lidt plads, historien består hovedsagligt af Dukkens paniske tanker og fortællerens politiske kritik.

Richard Flanagan har modtaget en pris for sin debutroman, ‘Goulds bog om fisk’. Den skulle være enestående og finurlig. Det kan ‘Den ukendte terrorist’ desværre ikke bryste sig med.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter