0 kommentarer

Den tavse patient af Alex Michaelides

af d. 8. marts 2020
Info
 
Sideantal

392

Udgivet

2020

ISBN

978-87-400-5510-8

Originaltitel

The silent patient
oversætter: Nanna Lund

Udgave

1. udgave

 

‘Alicia Berenson var 33, da hun slog sin mand ihjel.’ Sådan starter bogen, og når man først er begyndt, kan man næsten ikke stoppe, før sidste side er læst.

Alicia har i seks år været indlagt på The Grove – og i de seks år har hun ikke talt. Det startede den aften, hvor naboen hørte skud, og politiet fandt hende i huset, hvor hun stod som forstenet, som en statue, med dybe snitsår i håndleddene – hendes mand Gabriel sad bundet til en stol, skudt i hovedet på klods hold og dræbt på stedet.

Alicias har ikke talt, men hun har malet et billede, et selvportræt, med et enkelt ord nede i hjørnet: ALKESTIS.
Alkestis er en kvinde fra den græske mytologi – hun ofrede sit liv for sin mands skyld, og vendte tilbage fra de døde. Hvad vil Alicia fortælle med sit portræt?

Theo Faber, bogens anden hovedperson, er kriminalpsykolog. Han har været optaget af Alicias sag, siden hun blev indlagt, og da der bliver en ledig stilling på The Grove, søger han stillingen og får den. Han får overbevist ledelsen om, at Alicia skal være hans patient, og han sætter sig som mål at få hende til at tale, at finde frem til sandheden om, hvad der skete.

Langsomt kommer han tættere på Alicia, som stadig er tavs – men en dag giver hun ham sin dagbog, som han læser.

Theo går langt videre end en psykolog sædvanligvis gør. Han opsøger personer, der har kendt Alicia, hendes mands bror, hendes fætter, hendes gallerist – laver detektivarbejde, graver i fortiden, hvad skete der i dagene op til mordet, og hvad skete der i hendes barndom?

Theo har selv nogle problemer at tumle med. Han er gift med Kathy, kvinden i hans liv, men han finder ud af, at hun er ham utro. Skal han konfrontere hende? Forlade hende? Eller lade som ingenting? Han vil ikke miste hende, men kan han leve med sin viden om hendes utroskab?

Man sluger bogen, utrolig spændt på hvad der sker: Vil Alicia tale? Og hvad skete der egentlig den aften, Gabriel blev dræbt?

Da spændingen udløstes, blev jeg virkelig overrasket – præcis som man skal blive i en god psykologisk thriller
Bogen er uforudsigelig, intens, dødspændende og utrolig godt skruet sammen. Timingen er perfekt, bid for bid får vi Alicias historie – og Theos. Det er forfatterens debut – og hvilken debut! Skriv flere bøger, Alex Michaelides!

Jeg kan kun sige: læs den – læs den!

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter