0 kommentarer

Den store Fupz af Kim Fupz Aakeson

af d. 18. maj 2007
Info
 
Sideantal

112

Udgivet

2006

ISBN

978-87-02-05164-3

 

“Den store Fupz” er en samlet udgave af tretten fortællinger. Temaerne er vidt forskellige, men fælles for dem alle er, at man efter endt læsning sidder og tænker videre, over det man har læst. Det er ikke bare underholdning, flere af historierne handler om noget af det, som kan være vanskeligt for børn at formulere og ikke mindst for voksne at snakke med børn om. Her er en indgang til det.

En historie der fortjener at blive fremhævet er: “Så blev farfar et spøgelse” som handler om drengen Esben, der mister sin farfar. For at berolige Esben fortæller hans forældre ham, at hans farfar nu er en engel og er oppe i himlen, men det trøster ikke Esben. Han kan heller ikke forstå, da hans far under begravelsen fortæller ham, at farfar bliver til jord.
Samme nat kommer farfaren ind på Esbens værelse, han er blevet et spøgelse. Men da Esben næste morgen fortæller sine forældre om besøget, tror de ham ikke! Sammen med farfaren må Esben derfor selv prøve, at finde ud af hvorfor farfaren går igen. Til sidst finder de da også svaret. De havde ikke fået sagt farvel til hinanden.

Som i ovenstående historie, der handler om døden, får man noget at vide om, hvordan det er at miste samt følelserne omkring dødsfald, skrevet på en for børn lettilgængelig måde uden det bliver for dystert. Andre emner i bogen handler blandt andet om, hvordan det føles når far får en ny kone, når mor er for tyk og minsandten også om Gud. Samtidig er der også de mindre alvorlige emner om prinsesser og rokketænder. Anbefalelsesværdig bog med lidt for enhver smag.

Bogen har et indbydende layout og illustrationerne i bogen af Cato Thau Jensen klæder historierne.

Bogen kan læses fra 5 år og er velegnet til højtlæsning.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter