0 kommentarer

Den store djævlekrig 1: Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen

af d. 8. december 2010
Info
 
Sideantal

315

Udgivet

2006

ISBN

87-638-0250-3

 

”Djævelens Lærling” er på en gang en tankevækkende historie og en underholdende spændingsroman. Hos læseren kan den give grobund for interessante tankeeksperimenter samt filosofering over begreberne godhed og ondskab, alt imens man fordybes i en noget usædvanlig fantasyverden.

Drengen Filip bliver, på trods af at være havnet i Helvede ved en fejl, forsøgt oplært af Djævelen til at kunne blive hans stedfortræder. Dette skrider ikke helt frem som forventet, og Filip bliver hurtigt klar over, at der foregår nogle mystiske ting i Helvede, og han bliver efterhånden inddraget i en problematik, der skal få stor betydning for hans personlige udvikling såvel som for hele Helvede.

”Djævelens Lærling” er en ligetil historie, idet selve plottets problematik med dets affødte konflikter er af en simpel og ukompliceret karakter. Af denne grund egner bogen sig godt til børn og unge, som sandsynligvis også vil værdsætte bogens komik og underholdningsværdi i højere grad. Det er dermed ikke sagt, at bogen er uegnet for voksne, for historiens originalitet er fængende uanset alderen, og desuden giver flere af de indgående elementer stof til eftertanke.

Jeg må dog sige, at jeg ikke blev synderligt fængslet af historien, selvom den dog ikke kedede mig. Dette skyldes hovedsageligt historiens manglende kompleksitet i plot, problematik, konflikter, intriger og karakterer, men i og med at det kun er en 300 siders bog, der formentlig er målrettet børn snarere end unge, synes jeg, at Kenneth Bøgh Andersen gør det ganske udmærket og har skrevet en læseværdig bog.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter