0 kommentarer

Den stille pige Af Peter Høeg

af d. 15. oktober 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

409

Udgivet

2006

ISBN

87-638-0439-5, 978-87-638-0439-4

 

Efter 10 års pause udgiver Peter Høeg nu endelig sin sjette bog. Det er en spændingsroman, en mærkelig blanding af en hårdkogt detektivhistorie og en comedy. Bogen foregår både på det indre og på det ydre plan og kan forvirre med sine mange skift i tid og rum. Hovedpersonen, 42 årige Kasper Krone, er en verdensberømt cirkusartist, der kan noget med sine ører. Han kan lytte ind i andre menneskers “systemer”, som en vis Fruherre har stemt i forskellige tonearter. Sprogtonen er et mesterværk i at punktere det højtidelige og minder om dialogen i “Smillas fornemmelse for sne”, der blev Høegs internationale gennembrud.

Men der er en ny inderlighed tilstede parret med humoren, som får romanen til at ligge og vippe mellem melankoli og latter. En stemning, som rammer Kasper Krones klovneerhverv på kornet. Ved siden af sit arbejde i manegen har han arbejdet med børn, og handlingen sættes i gang ved at en af hans tidligere elever forsvinder på mystisk vis. Barnet er er en tiårig pige, som (måske) kan standse tiden. Kaspar Krone leder nu efter hende sammen med en totalskadet stuntman og Den Blå Dame i en Københavnsk kulisse anno det 21.århundrede. Politiet, skattevæsenet og en ikke nærmere defineret afdeling H er samtidig på jagt efter Krone for skattesvig i millionklassen. Men det er blot en biting ved siden af den virkelige katastrofe, som lurer under byen. Bogstavelig talt er den københavnske undergrund ved at bryde sammen sat i gang af nogle mystiske skælv. Vandet truer med at tage over, mens indre by er lukket for andet end taxaer og busser. En del af romanen foregår nede i kloaknettet, mens hovedpersonen lytter til Bachs Kantater og sin indre hjertebøn.

Men intet er, hvad det ser ud til at være. Hvor er vi på vej hen, hvem har bortført pigen? Og
hvorfor? Romanen giver ingen klare svar. Og måske er det hele bare en genspejling af min egen forestillingsverden? En kommentar som hovedpersonen gentager flere steder i romanen, og som har været Høegs varemærke siden debuten med “Forestilling om det 20.århundrede” tilbage i 1988. En ting er sikkert, romanen skal læses langsomt for at åbne sig for læseren. Måske skal man samtidig lytte til noget Bach.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter