0 kommentarer

Den sorte kat i mosul af Puk Damsgård Andersen

af d. 20. november 2017
Info
 
Sideantal

308

Udgivet

2017

ISBN

978-87-400-3541-4

 

Mens medierne sovser vores hjerner ind i bolig- og madprogrammer, rejser Puk Damsgård rundt i Mellemøsten og beretter om den gru der ellers aldrig ville nå hertil. Hun er noget så sjældent som en ægte heltinde, der burde belønnes med ridderkorset. Alene det at hun tegner et nuanceret billeder af araberne burde sikre hende en plads i forfatterhimlen.

Jeg må med skam melde, at jeg sgu aldrig havde hørt om Mosul før jeg stødte på Damsgårds bog. Hvilket både siger noget om mit ensporede medieforbrug og at de danske tv-kanaler og aviser har fejlet på det grusomste. Den irakiske millionby Mosul har siden 2014 været en højborg for IS, eller Daesh som vi alle burde kalde terrororganisationen. Daesh er det nedsættende arabiske udtryk som mange arabere med vilje bruger for at trække forbryderorganisationen ned på jorden, og minimere den glorificering som er med til at sikre dens tiltrækningskraft. Man kan undre sig over hvordan Daesh kan hverve almindelige borgere, men reelt er parallellen til Hitlers fremmarch i Tyskland nærliggende:

‘IS bestod ikke blot af krigere med sorte masker og våben. Det var også naboen eller slagteren nede om hjørnet, det var brødre og svigerfædre. Og der var det store tavse flertal, der ofte ikke havde andet valg end at samarbejde.’

Og når først folket falder til patten, tager Daesh fat på børnene. Som soldaten Saif siger: ‘Selv Daesh ved, hvor vigtig skolegang er. Der kan de hjernevaske eleverne. Det er endda sat i system. De er grundige. Folk i Mosul har levet mere end to år i den verden, og den indoktrinering vil Irak skulle håndtere i fremtiden.’

Damsgårds samling af reportager følger primært de to officerer, Saif og Dhafer, men trækker også tråde tilbage til hendes første tur til Irak i 2003, og er skrevet nøgternt observerende og alligevel med et stort hjerte og blik for små livsbekræftende hændelser. Der er ikke langt fra glæde til død, f.eks finder hun en blomst som hun har søgt til en irakisk bekendt, men blomsten ligger ved siden af en blodig sandal i barnestørrelse. Og krigen rammer den flok soldater hun følges med gennem deres togt for at drive Daesh ud af Mosul. De får ikke kun sprængt lemmer af, krigens langsomme og ubønhørlige terror rammer også psykisk:

‘En soldat lå for sig selv og græd. Gråden og uret blev med ét de eneste lyde i hele universet. Radioen var tavs. Ingen rørte sig. Måske fordi alle sov – eller lod som ingenting. De kendte formentlig følelserne. At det var om natten, når vittighederne forstummede, og de rå ansigter slappede af, at der blev plads til bjerget, som rejste sig indeni.’

Om dagen er der jokes i næsten hver en sætning – det er soldaterne nød til for at holde psyken kørende, for der går nærmest ikke en dag uden at der ryger en kammerat til en kugle eller en selvmordsbomber.

‘Dhafer levede i et land og en by, hvor terrorangreb var en del af hverdagen. Mens man i Danmark kunne endevende de dybereliggende årsager til en hel solskinsuge, var det i Bagdad et samtaleemne, hvis en uge var forløbet uden et terrorangreb.’

Alt i det krigshærgede land er til salg, hvilket ses når Dhafer fortæller om en fange: ‘Han sagde, at han havde guidet selvmordsbomberne til deres destination, så de kunne sprænge sig selv i luften og dræbe os. Jeg kunne høre, at han var iraker. Jeg spurgte ham, hvorfor han havde gjort det. Han svarede, at de havde betalt ham for det.’

I april 2014 var Damsgård tæt på selv at dø under et terroranslag på et stadion, hvor tre bomber sprang og mere end 40 mistede livet. Det bør ikke være forgæves hun sætter sig liv på spild for disse dyrebare fortællinger, vi SKAL simpelthen lytte til hende.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter