De Gyldne Laurbær
0 kommentarer

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer

af d. 9. juli 2006
Info
 
Sideantal

176

Udgivet

2006

ISBN

87-11-17106-5

 

Det er svært at dømme, hvad der virkelig er sket, og hvad der er opdigtet i selvbiografiske romaner. Man må vælge at læse bogen som roman, fordi der ikke er nogen garantier for, at andet end navnet er fælles for hovedperson og forfatter. Tænk på Peter Høegs “De måske egnede”, hvor alle troede Høeg var adopteret fra et børnehjem, hvilket han aldeles ikke var. Men i denne roman ligger der en rasen og et fjendskab mod Falster og dens indbyggere, som er så ond, at den synes ganske ægte.

Fortæller Knuds far vokser op under en fantast og bliver som direkte konsekvens heraf hysterisk pernitten. Han forsøger at holde styr på en fjendtlig omverden ved at sørge for, at alt, han har indflydelse på, er på plads og i orden. Men det er Knuds tyske mors historie, der i starten siver langsomt ind i fortællingen, som til sidst overtager pladsen.

Knuds mor mister sin far som barn, og herefter går det slag i slag. Livet behandler hende brutalt. Hildegaard er en smuk, snarrådig kvinde, som kommer gennem 2. verdenskrig i Tyskland ved at satse, charmere og kæmpe. Men de mange døde hænger i de levendes skygger, og hun bærer dem med sig resten af sit liv. I Danmark møder hun Knuds far. De gifter sig og slår sig ned i Nykøbing Falster. Stedet er lige nøjagtig småt nok til, at alle kan blive enige om at nedgøre en ung kvinde, fordi hun er tysker. Det er ikke underligt. Danskernes passivitet under krigen må have siddet som en konstant smerte og dårlig samvittighed og bare ventet på en syndebuk. Det undskylder dog ingenting. I butikkerne bliver hun sprunget over i køen. Hun får udleveret gamle varer, og ingen tiltaler hende. Knuds far bliver ekskluderet alle de steder han er aktiv, på grund af “det tyske problem”. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvordan Knuds skolegang former sig.

Der er intet at udsætte på sproget. Romer skriver stramt og underholdende, og slægtninge står tydeligt, og det gør smerten sandelig også. “Den som blinker er bange for døden” minder på sin vis om andre slægtsromaner som Allendes “Åndernes hus” og Morten Ramslands “Hundehoved”. Hver slægt sine trolde om man så må sige, men modsat de to andres håb, glæde og stræben efter en bedre fremtid, er eftersmagen af “Den som blinker..” ren bitterhed. Nykøbing Falster gjorde sit bedste for at slette Knud og hans forældre af byens liv, og i bogen fortæller Knud til gengæld byen inklusiv beboere ned til sokkeholderne for derefter at slette den.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter