0 kommentarer

Den sønderjyske farm af Erling Jepsen

af d. 29. februar 2016
Info
 
Sideantal

272

Udgivet

2013

Udgave

www.danmarklæser.dk

 

Resumé fra www.goodreads.com:
Glæd dig til en perle af en roman fra Erling Jepsen, en selvstændig fortsættelse til bestselleren Kunsten at græde i kor og et sørgmuntert stykke Danmarkshistorie fra 1960’erne. En barndomsskildring i særklasse, som kun Erling Jepsen kan skrive den. Så hjerteskærende. Og så morsom
Sønderjylland, 1960’erne.

Hjemme hos 12-årige Allan og hans familie er stemningen trykket, efter at faderen har været i lidt for tæt kontakt med Allans storesøster Sanne. Hun er kommet i familiepleje og er kun hjemme på weekend en gang imellem.

Faderen har mistet al anseelse i den lille by og hans “psykiske nerver” og halvhjertede og ynkelige selvmordsforsøg er blevet en fast bestanddel af familien. Alt imens moderen efter bedste evne forsøger at glatte ud og holde sammen.

Allan er heldigvis en rask og driftig dreng. Han har sin egen kaninfarm, hvor han beskæftiger et par af nabobørnene. Og ellers bruger han tiden ude i naturen, skyder på lidt af hvert med sin luftbøsse og belurer vennen Frodes storesøster, når hun er i bad.

En dag kommer en kvindelig neger, Mkali, til byen. Hun og Allan lærer hinanden at kende, men resten af byen er mindre venligt stemt. Og så indtræffer tragedien – endnu engang med Allan som vidne.

Min mening

Fire flotte stjerner til denne skønne humoristiske og også virkelig forfærdelige beretning om den 12-årige Allans barndom i det Sønderjyske Gram og omegn. Den foregår 1960´erne og bliver fortalt gennem Allan, hvorfor man heldigvis kan grine lidt, for det er ikke alting der er let at forstå for Allan. Der sker forfærdelige ting set med Københavnerøjne (mine), men Allan og hans ven Frode synes at tage det meget pænt.

Livet som sønderjyde er enten en vest- eller en østsønderjyde og Allan er vest, fortælles med en usminket 12-årig hjerne og hist og pist hører vi også fortælleren dags dato, som herunder, hvor han forklarer om kaffepunch, og tak for det:

“Den består af kun tre ting, som findes i enhver husholdning: kaffe, snaps og sukker. Man hælder så meget kaffe i en kop, at man ikke længere kan se bunden. Så fortynder man med snaps, indtil bunden bliver synlig igen. Herefter rører man rundt med sukker efter behag…Drikken er stærk, men man kan indtage forbløffende mængder uden at gå under bordet.”

Fortællingen er hjerteskærende, rørende og autentisk og bliver fortalt så underspillet at selv den mest humorforladte læser må trække på smilebåndet, og denne læser trak ikke bare på smilebåndet men lagde bogen fra sig i krampegrin, som f.eks.da kaninerne havde trommesyge og hele nabolaget måtte stikke ørerensere dyppet i vaseline op i rumpen på de stakkels dyr, og bagefter var der fest, hvor Allans mor vist havde det lidt for sjovt:

“…Med ét var mor pludselig forsvundet. Benny Blueboy gik rundt og ledte efter hende, indtil hun stak hovedet frem bag en stikkelsbærbusk og sagde:”Mojn mojn, ha då much i æ øjn?” Benny var en kæk ung mand, som kunne andet end sit Fadervor, så hans svar faldt prompte: “Næj næj, æ ha spærm i æ ærm,” hvorefter mor lod sig fange og trække med om bag legehuset…og det blev ikke bedre, da Johnny Smalrøv lidt senere listede om til dem.”

Det er første gang jeg læser noget af Erling Jepsen, og jeg føler, at jeg har fået en gave.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter