0 kommentarer

Den sidste vostjak af Diego Marani

af d. 24. november 2019
Info
 
Sideantal

181

Udgivet

2018

ISBN

978 87 7151 335 6

Originaltitel

L'ultimo dei vostiachi - oversat af Cecilia Jakobsen

Udgave

1. udgave

 

Anmelderen på The Guardian skrev henrevet: ”Da jeg anmeldte Ny finsk grammatik, var jeg tæt på at bruge betegnelsen ’geni’ om Marani. Det er jeg igen.”

Første del af udsagnet rammer helt plet. ”Ny finsk grammatik”, som er første selvstændige roman i Diego Maranis såkaldte lingvistiske trilogi, er noget nær genial. Charmerende, vidende, velskrevet, underfundig.

Spørgsmålet er så, om den britiske anmelder og jeg efterfølgende har læst den samme bog? At kalde Marani for et geni efter præstationen i ”Den sidste vostjak”, svarer ret præcist til at helgenkåre Jarl Friis-Mikkelsen for sin rolle i ”Øb og Bøv”.

Den starter ellers godt, ”Den sidste vostjak”. En noget nær halvgal mand slipper ud af et gulag-lignende fængsel et sted dybt inde i Rusland, på den anden side af Ural-bjergene. Hvad manden ikke har af sociale færdigheder, har han til gengæld i naturkendskab. Lynhurtigt får han flikket bue og pil sammen, lavet sig en hytte, skaffet sig pels til kroppen og mad i maven. Han er som en heltemodig indianer fra de gamle bøger.

For at klare sig gennem den strenge vinter prøver manden at sælge nogle egernhaler i den nærmeste landsby. Her opdages han ved et ufatteligt tilfælde af den godhjertede og samvittighedsfulde sprogforsker Olga. Og Olga ved, at hun har gjort et scoop. For manden må være den sidste overlevende vostjak, en ellers uddød sidegren på den større finsk-ugriske sprogstamme. Sensation!

Olga er på vej til Den XXIII Finsk-Ugriske Sprogkongres i Helsinki og adviserer sin gamle studiekammerat professor Aurtova om fundet. Hun påtænker at medbringe den vilde mand til det gennemciviliserede Finland. For er det noget, Olga under professor Aurtova, så er det at høre vildmandens laterale frikativ med labiovelært vedhæng; javel ja.

Og så kører bogen af sporet. Eller rettere i Den Finske Bugt, plump. Professor Aurtova forvandler sig til en morderisk galning, thi han ser det som sin hellige mission at undgå besudling af den finsk-ugriske sprogstamme fra noget så undermenneskeligt som vostjakker, der er beslægtet med de vilde i Amerika. Omvendt forvandler grimme, fede Olga sig til en lallende nymfoman ved synet af den flotte professor.

Og vores helt, den sidste vostjak? Han forvandler sig til en art naturfolkenes Supermand med nonverbal kontakt til både laks og ugler og forrygende evner på tromme. Pludselig er Helsinki oversvømmet af frodige lig, vilde dyr i fri dressur og lærde sprogfolk på slap line.

Altid velskrivende Diego Marani prøver i ”Den sidste vostjak” at være både dyb, spændende og morsom på én gang. Det slipper han meget, meget dårligt fra. Sjov er han ikke, geni ej heller.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter