0 kommentarer

Den sidste prærieulv af Michael Connelly

af d. 3. juli 2017
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

383

Udgivet

1997

ISBN

87-553-2532-7

Originaltitel

The last coyote, på dansk ved Jette Røssell

 

Fordrukne, kantede og koleriske Harry Bosch har kastet lidt for meget rundt med sin chef, og er sendt på orlov – tvangsindskrevet til psykologvurdering. Den stakkels kvindelige psykolog har sit at se til med en klient der mildest talt er usamarbejdsvillig og kolerisk som en tasmansk djævel.

Bosch er ude af stand til at holde orlov, manden aner ikke hvordan man gør andet end arbejde, og da han i mere end tredive år har manglet svar på hvorfor hans mor blev myrdet – har han sig en hobby på fuldtid. Han mangler bare et politiskilt, men med lidt snilde kan det ranes ved en sur chef på kontoret. Samme chef som Bosch gav en flyvetur.

‘Den sidste prærieulv’ er ikke bare ren plot, men her er masser af person- og miljøbeskrivelser, noget som forfatteren angiveligt har tabt i den sidste del af sit forfatterskab. Ligesom i forgængeren ‘The Black Ice’ giver Connelly sig god tid, og resultatet er fremragende. Denne sindige krimi er ufatteligt underholdende, i Bosch har Connelly hovedperson der kan bære en reelt uoriginal og udramatisk historie. Og så er drillepinden Connelly eddermukkeme på spil. Med en simpel, ret afgørende hændelse halvvejs henne, giver han virkelig læseren et chok, og Bosch et stort anfald af dårlig samvittighed.

Heldigvis er der ikke mange plotkrumspring her, fortællingen er dejligt lineær, og handler mest om hvordan Bosch får gravet store huller for sig selv. Det har han en eminent evne til. I underholdningsværdi er der intet der slår konflikterne med både kolleger, chefen (med dobbeltnavnet Irvin Irving), og helt ad H til går det når karriereslagtehundene fra intern afdeling stikker deres ulveøjne frem. Hovedpersonen er udstyret med en knivskarp hjerne, han er genial til at digte hvide løgne frem ad hoc, og alligevel møder han af og til sin overmand. Eller er for træt til at tænke klart. Menneskeligheden siver ham ud af porerne, og derfor er Bosch en federe figur end alle krimikonkurrenter. (I en direkte sammenligning er Arnaldur Indridasons figur Erlendur en slatten karklud og forfatter Åke Edwardson er heller ikke ueffen, men igen, Bosch ER bare bedre.)

Som med Jo Nesbø er det hovedpersonen der er det store trækplaster, men Connelly er heldigvis mindre spektakulær. Her virker politiarbejdet mere realistisk, og handlingen ditto mere troværdig. Bosch er ingen supermand, og derfor elsker vi ham. Ingen udødelighed a la James Bond her. Der er lidt good-guy versus bad-guy til slut, og enten sluger man det eller også tager man det med, da resten af bogen er hammerfed.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter