0 kommentarer

Den sidste dans af Ed McBain

af d. 17. februar 2018
Info
 
Sideantal

248

Udgivet

2000

ISBN

87-7880-491-4

Originaltitel

The last dance, oversat af Hanne-Vibeke Dissing

 

Dette er den utroligt produktive McBains halvtredsindstyvende bind i serien om Carella og kollegerne på Station 87. Forfatteren har for længst skrevet sig varm, og på trods af bagsidens lovprisninger om at dette er seriens bedste opus, holder det ikke. ’Den sidste dans’ er hverken fremragende eller overraskende, det er blot endnu et afsnit om Station 87. Den holder seriens standard, kommer rundt om kollektivromanens forskellige hovedpersoner og skildrer politiarbejdet på vanlig realistisk vis. Alt er som fans af seriens kender det, det eneste lyspunkt er den usympatiske men dygtige betjent ’fede’ Ollie Weeks har en fremtrædende rolle. Jeg tror at McBain, i den altid utidige og usoignerede Ollie, fandt sig en favorit blandt sit persongalleri, hen mod slutningen af sin forfattergerning. Og jeg forstår ham så udmærket. Hvor Ollie møder frem skaber det kaos, uskyldige borgere behandles unødig hårdt, mistænkte endnu hårdere, og han vækker ubehag blandt kollegerne. Ollie er lig med drama – eller rettere ballade, med alle sine gadedrengemanerer, er han den absolut politisk ukorrekte betjent i yderste potens. Han er den eneste figur der tangerer det karikerede, særligt ved et frokostmøde i bogens begyndelse, hvor han spilder sandwichdressing på sit slips, der bærer tydelige mærker efter den forløbne uges måltider. Problemet her er at der oveni alle Ollies fine eskapader introduceres en teatertrup hvor alle opfører sig totalt affekteret, med opstyltede attituder, der tipper vægtskålen over. Det bliver lige en tand for meget. Men krimigådens løsning skal findes i teatret, så der er ingen vej udenom. En gåde der som altid er forholdsvis simpel, men her kompliceres af de involverede: En ældre mand har hængt sig selv, men da datteren finder afdøde flytter hun ham ind i hans seng, og skjuler det for politiet. Deres efterforskning viser at han ikke har hængt sig, men er blevet hængt. Afdøde var ejer af rettighederne til et teaterstykke som en krukket teatermand ønskede at sætte op, og de rettigheder ville den myrdede ikke give fra sig. Politiet står med et motiv, men hver gang man har en mistænkt, har denne et skudsikkert alibi.

Den eneste der ved noget er en stikker som Carella har brugt siden seriens første bind. Danny Gimp, plejer han at hedde, men oversætteren af ’dansen’ her, har valgt at kalde ham Danny Hump. Og ham vælger McBain sgu at tage livet af! Har man hørt magen! At tage livet af en figur der har været med siden starten for knap 50 år siden.

Sjov detalje, en mistænkts alibi er at hun har været i biografen : ’Den film, hun havde set, indgik i en Kurosawa kavalkade. Den hed Løsepenge og var en filmatisering af en roman af en amerikansk forfatter, der skrev billige krimier.’ Løsepenge er faktisk et af de tidlige bind med station 87.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter