0 kommentarer

Den rullende kanon: En antologi af yndlingsdigte udvalgt af Thomas Boberg og Ib Michael

af d. 17. januar 2018
Info
 
Sideantal

360

Udgivet

2017

ISBN

9788799888856

 

242 ynglingsdigte udvalgt og redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg. Thomas Boberg har desuden stået for flere af oversættelserne.

Den rullende kanon er som en skattekiste fuld af de skønneste juveler fra alle tider og alle verdenshjørner.

Nogle gange kan man læse ti digte, andre gange kun tre eller et enkelt, fordi de mætter og har forskellige grader af koncentrat, som skal fordøjes. Digtene påvirker hinanden i farve, duft og indhold. Nogle kræver tilbagevenden, før digtets unikke verden åbner sig op.

Man rejser fra gamle europæiske dybt romantiske strofer til beatpoeternes USA, fra latinamerikanske små vers til fåmælte ord fra en træt beduin. Skandinaviske digtere blander sig flot i koret repræsenteret med både nutidige og ældre forfattere – ikke sjældent  med intentionen om at nærme sig digtets væsen, som i Edith Södergrans Beslutning, som jeg bare forelskede mig i:

Beslutning

Jeg er et meget modent menneske,

men ingen kender mig.

Mine venner gør sig falske forestillinger om mig.

Jeg er ikke tam.

Jeg har vejet tamheden i mine ørnekløer og kender den godt.

O ørn, der er sødme i dine vingers flugt.

Skal du tie ligesom alting?

Vil du måske skrive digte? Du skal aldrig skrive mere.

Hvert digt skal være sønderlemmelsen af et digt.

Ikke digt, men klomærker.

(s. 22)

De to redaktører har ikke haft til hensigt at dække alle de store forfattere, drivkraften var ynglingsdigte. Det viser sig bl.a. i antologiens sidste digt, der er skrevet af en anonym quechua-indianer:

Afsked

I dag er det min afskeds dag

men jeg går ikke i dag

jeg går først i morgen

I vil se mig gå bort

spillende på en quena af flueknogler

min tromme et edderkoppespind

og min hat

min hat en kolibris rede!

(s. 242)

Ib Michael causerer i efterskriftet – Et essay om at læse digte – over begrebet “sværmintelligens”. Han bruger udtrykket til at beskrive den samlede masse af tekster, ”der står til rådighed – fra de ældgamle myter til den helt moderne lyrik”. Både digtere og læsere kobler sig på denne samlede ophobede gave. ”At læse digte er denne superbevidstheds mest koncentrerede og kontante udtryk”, opsummerer han.

Essayet om at læse digte er i sig selv en sanselig og berigende oplevelse, fuld af gode points:

”Poesiens sprog lever af drømme og utopier.”

”Et blaf i hjernen af indsigt…”

”Digte er dagdrømme til fri afbenyttelse.”

Digtantologien Den rullende kanon har min udelte begejstring. Det en uopslidelig gave til fortryllelse, forelskelse, hjerneblaf og klomærker.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter