0 kommentarer

Den onde søster af Karen Dionne

af d. 16. september 2020
Info
 
Sideantal

313

Udgivet

2020

ISBN

978 87 11 69099 4

Originaltitel

The Wicked Sister - oversat af Kim Langer

Udgave

1. udgave

 

“Den onde søster” er en seriøst spændende thriller, som holder sin læser naglet i stolen, indtil det hele er slut, og en lille snes mennesker er døde på grum vis.

Rachel og hendes storesøster Diana er som nat og dag. Hvor Rachel ikke ved alt det gode, hun skal gøre for sine omgivelser, er hendes smukke, blonde søster en del mere beregnende. Hun har nogle skjulte dagsordener, og folk omkring hende kommer til skade.

Vi møder Rachel, da hun har siddet 15 år på en lukket institution. Hun mener at kunne huske, at hun som 11-årig dræbte sine forældre. Hun ser sig selv stå med en Remington-riffel i hænderne på dørtrinnet til familiens eksorbitante jagthytte dybt inde i en skov i Upper Peninsula i staten Michigan.

Ved et tilfælde ser hun i en politirapport, at hun alligevel næppe er den skyldige. Men hvem er så? Hun må tilbage til jagthytten, hvor søster Diana bor sammen med moster Charlotte, der passede de to børn dengang, alt stadig var idel lykke.

I tilbageblik følger vi forældrene, der forsker i henholdsvis bjørne og padder, fra Diana bliver født – og senere Rachel – til alting eksploderer. De lærer deres piger alt om at klare sig i naturen, og begge tøser er mere end almindeligt dygtige til at bruge planter og dyr til egen fordel.

“Den onde søster” er åndeløst spændende firefemtedele af tiden. Karen Dionne kan virkelig skrue en næsten gyseragtig handling sammen og krydrer den undervejs flot med USAs vilde fauna, som i sig selv er spektakulær nok til at bære lange afsnit undervejs.

Der dukker godt nok nogle gevaldige kameler frem, som læseren er nødt til at sluge. Slutningen er heller ikke videre skarp, men det ødelægger ikke det samlede billede af en roman, som underholder mere effektivt end de fleste solide spændingsfilm.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter