0 kommentarer

Den lille gule pige af Ida Jessen

af d. 15. september 2008
Info
 
Sideantal

32

Udgivet

2008

ISBN

978-87-638-0754-8

 

Denne smukt illustrerede billedbog handler om at finde sig til rette i verden, og om at finde sig en ven at være i verden sammen med
– et emne som kan optage både store og små.
Det er et æstetisk og poetisk mikrokosmos, der møder øjet, når man læser.
Først introduceres man til den gule og den røde pige, og herefter spilles der bogen igennem på den gule og den røde farve, som folder sig ud og flyder henover papiret.
Man mærker, at illustratoren, Hanne Bartholin (f.1962), er maler, idet farverne i sig selv bærer billedet, og der kun er få figurer tegnet. Udover selve farverne og de to piger er der en stor rød nattemåne, kæmpe gule kornmarker og kæmpe røde valmuer.
Disse store flader giver et rummeligt univers, som man, som læser, med det samme har lyst til at træde ind i og dvæle ved.
Teksten er for det meste kort og på enkelte sider helt fraværende.
Man må sige, at det er en billedbog med tryk på billede.
Alligevel fortælles der en fin og drømmende historie, som hele tiden er i barnets øjenhøjde. Små elementer som at gynge, bage boller og spille bold er umiddelbart genkendelige for barnet som læser eller lytter, men også de større ting i fortællingen, som at føle sig tryg, når man skal sove eller det skønne ved at have en god ven, skrives smukt og enkelt frem.
De to piger, som i starten af bogen ikke kendte hinanden, mødes øjensynligt på allersidste side, hvor man ser fire små fødder stikke op af kornmarken.

Bogen anbefales som højtlæsning for de 3-5 årige eller som egen læsning for det lille skolebarn.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter